Text Results

Switch back to the old search page.Advanced Search

Showing 51 - 60 of 62Results Per Page: 10 20 50

Jeg veed en Vei, saa fuld af Trængsel

Author: M. Falk Gjertsen Appears in 1 hymnal Topics: Tillid Lyrics: 1 Jeg veed en Vei, saa fuld af Trængsel, En Taarevei saa tung og trang; Men henad Veien lyder Sang Om Troens Kamp og Himlens Længsel; Det er den Vei, de Kristne gaa For Livsens Krone at opnaa Igjennem Kamp og Trængsel. 2 Jeg veed en Ven, som til mig smiler, Naar jeg er stedt i Sorg og Nød; Han sviger ei i Liv og Død; I Stormen ved hans Bryst jeg hviler; En Ven saa mægtig og saa skjøn, Den deiligste af Adams Kjøn, En Ven, som aldrig sviger. 3 Jeg veed en Dragt, mod hvilken blegner Al Verdens Pragt og Herlighed, Som hver en synder smykkes med, Naar Gud ham sønnens Blod tilregner; En Bryllupsklædning ren og prud, Som skjuler Synderne for Gud, En Dragt for Brudeskaren. 4 Jeg veed en Stund, naar bud der kommer Om Hvile efter Dagens Strid, Da byttes Verdens Vintertid Med Evighedens glade Sommer; Da foldes Blomsterknoppen ud, Og Rosen blomstrer sjønt hos Gud, Da har den sprængt set Fængsel. 5 Jeg veed et Hjem, hvor Børneskaren Fra alle Kanter samles skal, Det er den lyse Himmelsal, Til hvilken Kristus er opfaren, Der samles de fra Øst og Vest, fra Nord og Syd til Bryllupsfest, Og Glæden faar ei Ende.

Alene paa Gud fortrøster

Appears in 2 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 Alene paa Gud fortrøster Jeg mig udi min Angst og Nød; Hvo Lid til hannem fæster, Skal aldrig se den evig' Død. Endskjønt min Sjæl er bange, Jeg er kun Støv og Jord, Og mine Fiender mange, Dog tror jeg af Guds Ord, At Gud min Sjæl skal tvæge Alt paa sit Tilsagn god, Og være selv min Læge Og raade min Angest og Blod. 2 Din Sti berde mig, Herre, Vis mig din Vei til Salighed, I al min Nød du være Hos mig med din Barmhjertighed! Du est alt fuld af Naade, Vil ingen Synders Død; Derpaa jeg mig forlader, Saa har det ingen Nød. Din Søn har mig forhvervet Liv, Glæde, Himmerig, Og med sin Død fordærvet Min Død har han visselig. 3 Til dit Ord, Herre kjære, Staar al min Attraa og mit Sind; De, det ei følge, ere Med al sin egen Visdom blind'. Gud, hjælp mig arme Synder Paa denne vildsom' Ø, At jeg din Pris forkynder I Live og i Død! Du vil mig ei forlade, Du tro og gode Gud! Giv mig, at jeg maa hade Alt, som er mod dit Bud! 4 Se, Herre, fort Elende: Vi Mennesker i Fare staar, Paa Jammer er ei Ende, Som hver en Dag os overgaar. StOv, Muld vi ere Alle, Vor Tid den er saa kort, Som Grasset flux vi falde, Det er saa hatig gjort; Alt inden stalket Stunde, Naar som vi maindst det tro, Da gaar vort Liv tilgrunde,– Hvo kan imod Døden staa? 5 Derfor af Hjertens Grunde Paakalder jeg, o Herre, dig, At du vil dig miskunde Og aldrig vige bort fra mig1 Hjælp os i Dødsens Fare Og i vor sidste End', Løs os fra Djævlens Snare, Din Helligaand os send1 Vor Sjæl annam, o Herre, Udi din høire Haand! Dig ske Lov, Pris og Ære, Gud Fader og Søn og Aand!

Hvo ikkun lader Herren raade

Appears in 2 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 Hvo ikkun lader Herren raade Og paa ham sætter al sin Lid, Den vil han fri fra alslags Vaade Og redde af al Nød og Strid; Hvo al sin Lid til Herren slaar, Hans Hus paa sandig Grund ei staar. 2 Hvad hjælper os vor Sorg og Klage? Hvad hjælper os vor Ak og Ve? Hvad hjælper, at vi alle Dage Bejamre vor Bedrøvelse? Vi fylde kun vor Modgangs Skaal Med sligt unyttigt Klagemaal. 3 Staa, Christensjæl! kun lidet stille, Og vær fornøiet i dit Sind, Alt som vor Herres Naade-Villie Og Forsyn Alting retter ind; Den gode Gud og Skabermand Bedst skjønner, hvad os feile kan. 4 Han kjender, hvem det bedst kan fremme, Han ved den rette Frydetid; Naar han vor Troskab kan fornemme Og mærker ingen Hykle-Id, Saa kommer han, før videt se, Og vil os meget Godt bete. 5 Tænk ei i dine store Plager, At Herren haver dig forladt, Og ene sig kun den antager, Som Lykken har i Alting fat; Ved Tiden meget ændrer sig, Den sætter Maal for mig og dig. 6 Det er jo Gud slet ingen Møie, Og koster hannem kun et Ord, Den, som er fattig, at ophøie, En Rig at styrte ned til Jord; Gud er den Undergjerningsmand, Som reise snart, snart fælde kan. 7 Syng, bed og lyd kun Herrens Stemme, Vær i dit Kald vindskibelig Og tænk, at Gud dit Værk vil fremme, Saa sker det ogsaa visselig; Thi hvo sin Lid paa gud har sat, Han vorder ei af ham forladt.

Hvor godt er det i Jesu Arme

Appears in 7 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 Hvor godt er det i Jesu Arme Som Skjødebara at sove ind Og ved hans Naadebryst sig varme Med et fra Sorg befriet Sind! Hvad vil du dig med Frygt besvære? Gud kan din Sorg alene b"re, Hans Trofasthed omskiftes ei; Han er dig altid tro forbleven Og har sig med sit Blod forskreven At fOre dig den rette Vei. 2 Hvo vilde som en Hedning fare I alle Kummers Torne ind? Du kunde jo den Møie spare Og favne Jesum i dit Sind, Da skulde Sorgen selv sig glemme, Og du en liflig Ro fornemme At se, hvad han fra Evighed For Kjærlighed har til dig baaret, Som jon nu indnu er ubeskaaret Og evig, evig bliver ved. 3 Hvad vil du græmme dig for Livet, Og hvad der hører Livet til? Gud, som dig har det Første givet, Dig og det Andet give vil; Den, Sjælen Himmelspise rækker Og med sin Jesu Purpur dækker, Som er saa hjertehuld og tro, Skal ogsaa legemet betænke, At du dig derfor ei tør krænke, Men lade det paa Gud bero. 4 Umælende dig det kan sige, Naar du dig dem kun stiller for, Da ser du i Guds Almagts Rige Hans Forsyns Vei og klare Spor; Den lille Fugl, vor Herre nærer, Sig aldrig over Trang besværer, Er altid lystig, mild og vel, Gjær Mark og Skov til Paradiser Og mer end vi vor Herre priser. O, skam dig dog, bekymret Sjæl! 5 Se Lilien i grønne Dale, Hvo har vel smykket denne Brud? Den skulde, om den kunde tale, Dig skjelde for en Tidsel ud; Blandt torne ser du Rosens Ynde, At den dig vil til Troen skynde, Og alle blomstres fagre Top I Tal og Skjønhed uden Ende, Som alle sig mod Himlen vende Og vise dig til Gud hen op. 6 Der ser man dem i deres Smykke Til alle tider mildt at le, Saa Salomon i al sin Lykke Mod dem kun ringe var at se; KanGud et græs saa høit begave, Hvad skal da du, min Sjæl, vel have For Prydelse og Herlighed, Som har den bedste Skjønhed arvet, Og er med Blodet purpurfarvet, Som flød af Jesu Vunder ned? 7 Den Del, vi bruge her ilive, Er ikke megen Kummer værd, En Ting er nødig ret at drive Og tage sig af Hjertet nær; Hvor Mangen gaar med Suk og Klager For det, som Gud sig selv antager, Og bærer Sorgen i sit Bryst, Da tidt, nar ingen Redning kjendes, Ved hannem al vor Jammer vendes Til Hjerteglæde, Fryd og Lyst. 8 Saa hvil, min Sjæl, foruden Plage Saa stille i din Jesu Skjød! Lad dig den Glæde ei betage, Men glæd dig derved til din Død, At Gud i Christo dig udvalgte Og alle dine Taarer talte, Har maalet al din Gang og Vei. O, lad dig det dog engang sige: Din Gud, han kan dig aldrig svige, Nei, Gud alene sviger ei!

Befal du dine Veie

Appears in 3 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 Befal du dine Veie Og al din Hjertesorg Til hans trofaste Pleie, Som bor i Himlens Borg! Han, som kan Stormen binde Og lede Bølgen glaa, Han kan og Veien finde, Hvorpaa din Fod kan gaa. 2 Paa Herren maa du agte, Hvis det dig vel skal gaa. Hans Gjerning du betragte, Hvis din skal vel bestaa. Ved Sorg og selvvalgt Plage Du Intet retter ud; Thi Intet kan du tage, Alt kan du faa af Gud. 3 Din Trofasthed og Naade, O Fader, ved og ser, Hvad skade kan og baade Det skrøbelige Ler. Og hvad du har for Øie, Det sker, o st"rke Gud! Og Alting sig maa føie Dit Raad at føre ud. 4 Vei har du alle steder, Dig Midler sattes ei, Kin Naade du udspreder, Kun Lys er al din Vei; Din Gjerning kan ei hvile, Ei standses kan dit Fjed, Naar du til os vil ile Med Hjælp og Bistand ned. 5 Om alle Helvedmagter Her trodse og modstaa, det du for Intet agter, Vil ei tilbage gaa. Hvo kan mod dig vel stande, Som slynger Lynets Pil? Hvo vover at forbande, Naar du velsigne vil? 6 Saa haab da, haab mit Hjerte! Vær trøstig, uforsagt! Gud snart kan al din Smerte Borttage ved sin magt. Vent kun til Tiden kommer, Da han vil Hjælp bete, Da skal hans blide Sommer Du snart med Glæde se! 7 Op, op mit arme Hjerte, Sig Sorgen nu god Nat, Lad fare kun den Smerte, Dig tynger og gjør mat! Du er dog ei den Herre, Som Alting raade skal, gud monne Sceptret b"re, Han styrer Alting vel. 8 Ham, Ham du lade raade, Han er en Konge vis! Du love vil hans Naade Og sjunge høit hans Pris, Naar han ved sit det store Og underfulde Naad Aftørre vil din Taare Og standse al din Graad. 9 Maaske han noget bier, Før klart han viser sig, Og til dit Raad han tier, Som hørte han ei dig, Ja i din bitre Pine Maaske dig synes kan, At han forglemmer Sine, Som bo i Smertens Land. 10 Men, hvis han nu mon finde, At du ham bliver tro, Skal snart din Angest svinde Og skiftes om til Ro; Naar midst du selv det tænker, Han løser Hjertets Baand Og bryder selv de Lænker, Som trykke tungt din Aand. 11 O Herre, gjør en Ende Paa al vor sorg og Nød, Din Styrke du os sende, Og tag indtil vor DOd I din trofaste Pleie Vort legem, Sjæl og Sind, Da føre vore Veie Os vist i Himlen ind!

O Menneske, vil du betænke

Appears in 2 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 O Menneske, vil du betænke Min bitre Pine og Død, Jeg vil dig igjen skjænke Liv for den evig' Død; Til mig skal du dig holde, Jeg haver Alt at volde, Jeg er den, dig har frelst. 2 Jeg har dig ikke betalet Med Sølv eller Guld saa rød, Men dig fra Djævelen taget Alt med min Pine og Død; Hvi est du da saa blinder, Og ei min Godhed kjender? Du selv forkaster dig. 3 Du attraar Verdens Ære, For den gjør du dig Flid, Man mine Bud at lære, Dertil har du ei Tid; Thi Verden, som dig skal daare, Den har du kjær saa saare, Mig har du slet forgjet. 4 Hvo Rigdom elsker mere End min Naade og Godhed, Hans Anslag skal ham besnære, Og blive ham evig led; Den Rigdom, som ei kan svige, Den findes i Himmerige, Os alle til Salighed. 5 Derfor lad dig nu nøie, O Menneske, hvo du est! Jeg skal dig vel tilføie Alt det dig tjener bedst; Din Salighed ei forsømme! Jeg skal dig ei forglemme Hos mig til evig Tid. 6 Se Liljerne i Enge, Hvor deilig' de mon staa! De har ei kjøbt for Penge Den Herlighed, de har paa: Selv Salomon var ikke Udi sit Kongesmykke Klædt saa som en af dem. 7 Se og til Himlens Fugle, Hvor Gud forsyner dem, De Dyr i deres Hule Har deres Føde af ham, Navnunger i deres Rede Han gier nok at æde, At ei de sulte ihjel. 8 Thi sørger ei og græder, I, mine Tjener kjær, For Føde og for Klæder! Jeg eders Sorrig b"r; Jeg vil eder vel forsyne, Agt I kun Ordene mine, Og hav eders Tro til mig. 9 Er Himmel og Jord da mine, Al Herlighed dertil, Hvi skulde jeg ei forsyne Dem, paa mig lide vil? Jeg Israel har bespiset, Og rette Vei dem viset Til det forjætted' Land. 10 Lad eder da paaminde, Og agt det ei for Skjemt! I skal det aldrig befinde, At jeg mit Folk har glemt; Forgjævers har Ingen raabet, Som paa mig haver haabet: Thi blive kun fast hos mig! 11 Tak, Lov, Pris, Hæder og Ære Ske Gud i Evighed For sin guddommelig' Lære, Som han har os beted! Han unde os, at vi kunde Hans Godhed ret begrunde Os alle til Salighed!

Saa skal da Mammon vige

Appears in 6 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 Saa skal da Mammon vige, Og Verdens Trældoms Stand, Vor Jesu Naades Rige Det aldrig lide kan; Hvad skal Afguderi, Paa Verdens Sand at bygge I Jesu Kirkes Skygge? Nei, Naaden gjør os fri. 2 Lad spørge den, som ikke Guds søde Naade ser: Hvad skal jeg æde, drikke, Hvo vil mig klæde mer? Vil Hedninger end gaa, Med Verden sig at kvæle, Saa maa oplyste Sjæle Dog bedre det forstaa. 3 O, hvilken Skam at løbe Fra Gud, som dyre lod Os Helvedslaver kjøbe Med Jesu eget Blod! Skal vi os give i Den haarde Verdens Plage, Og ofre vore Dage Til evigt Slaveri? 4 Vil man ei Andet have End Verden til sin Skat, Saa er du jo en Slave I Trældom Dag og Nat, Før du kan noget faa; Og er der Lidet vunden, Med Frygt er Sjælen bunden, At det igjen skal gaa. 5 Det værste er, at Slige Af Verdens egen Art I Søde Himmerige Har ingen Del og Part; De gaa den brede Vei Og vil i Himlen havne, Naar de skal Verden savne; Men Jesus siger Nei. 6 Nei, aldrig tOr du tænke, Som Jesus har forladt, At Gud dig der vil skjænke Den store Himmelskat. Er Verden dig saa skjøn Og Himlen dig saa liden, Saa tag tiltakke siden Med Helvede til Løn! 7 Saa prøv dig nu i Grunden, Om du ei Verden har I Hjertet, Gud i Munden, Og dermed Sagen klar; Hver Hykler dette kan: Af Mammon Alting haabe, Paa Gud sig dog beraabe, Det gaar vel dette an? 8 Vil du det trolig mene, Din Gud at tjene her Saa er han, han alene Dig over Alting kjær; Men er dig Verden stor, Og Alt i dine Tanker, Saa har du mist dit Anker, Og feiler uden Ror. 9 Nei! Fred og Ro I vinde, Som Jesum har udvalgt, Som kjende, søge, finde I eders Jesu Alt; I bygge ei paa Sand, Thi Verdens Gods og Evne Er ikke værd at nævne Mod eders Herrestand. 10 Naar I har den til Fader, Som er at lide paa, Og eders Kald ei lader Som Dovne ledig staa: Hvad da unyttig Sorg, Om Næring tungt at spørge, Saalænge Gud vil sørge Og være eders Borg? 11 Er Himlens Slot vort eget, Gud selv og hvad han har, Hvad er dog dette Meget! Jo Sagen er for klar At kunne tvile paa, Om vel vort Lives Næring, Saa kort en Reises Tæring, Er hos vor Gud at faa. 12 Kom dao, I fromme Hjerter, Og sænker eder ned Med alle eders Smerter I Jesu Kjærlighed! Du Guds udvalgte Flok, Stræb kun af alle Kræfter, At følge Jesum efter, Saa har og faar du nok!

Sørg, o kjære Fader, du

Appears in 8 hymnals Topics: Tillid til Gud Lyrics: 1 Sørg, o kjære Fader, du, Jeg vil ikke sørge, Ikke med bekymret Hu Om min Fremtid spørge; Sør Gud for mig al min Tid, Sørg for mig on Mine, Gud almægtig, naadig, blid, Sørg for alle dine! 2 Sørg for Legem og for Sjæl, Medens her jeg blive, Jeg dem udi Ve og Vel I din Haand vil give! Sørg, o kjære Gud, med Flid For mit Sind og Tanke, At de aldrig nogen Tid Bort fra dig maa vanke! 3 Sørg for, at jeg gode Ord Til min Død adlyder, Af min Daab og Jesu Bord Evig Frugten nyder! Sørg for al vor Ørvighed Og for dem, som lære, Sørg for dem, som i sin Sved Her og der sig nære! 4 Sorg for os, du Sjæleven, Som for Lam en Hyrde, Sørg for Uven og for Ven, Sørg og for vor Byrde, Sørg du for vort Stykke Brød, Alle du forsørge, Som med mig er stedt i Nød, Og din Hjælp adspørge! 5 Sørg, naar jeg til Hvile gaar, Og mit Øie blunder; Sørg, naar jeg igjen opstaar Og til Arbeid' stunder! Sørg saa for mit Kald og Stand, Haand og Mund og Hjerte, For den Gjerning, som jeg kan, For min Fryd og Smerte! 6 Sørg for Gods og Hus og Hjem, For mit Navn og Ære, Sørg for mig, naar Verden slem Vil min fod besnære, Sørg du, naar mit svage Kjød Mig til Synd vil lede, Sørg og for mig i min Død Og mig vel berede! 7 Sørge ville du, naar her Satan mig anfalder, Og naar du tilsidst mig der For den Dom fremkalder, Sørg, o Gud, for hvert et Fjed, Som jeg her skal træde, Sørg, at jeg herfra i Fred Faver til din Glæde!

Skulde jeg min Gud ei prise

Appears in 7 hymnals Topics: Tillid Lyrics: 1 Skulde jeg min Gud ei prise, Og ham takke hjertelig, Som i al Ting lader vise, Han det mener godt med mig? Af hans frommer Hjerte flyde Kjærlighedens Strømme frem, Hvormed han opholder dem, Som hans Ord og Bud adlyde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 2 Som en Ørn med sine Vinger Skjuler sine Unger smaa, Saa har og Guds Almagts Finger Sig mit Forsvar taget paa, Mig i Moders Liv bevaret, Fra det første Øieblik, Da jeg Liv og Aande fik, Ja til denne Time sparet. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 3 Sin enbaarne Søn han ikke Sparede, men ofres lod, At han mig af Satans Strikke Kunde frelse ved hans Blod. O hvorledes skal jeg kunne Med min Aand og svage Sind, Udi Mørkhed viklet ind, Saadant Naade-Dyb udgrunde! Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 4 Han sin Aand mig gi'r til Eie, Og ved Ordet fører han Frem mig paa de trange Veie Ind til det forjætted' Land. Aanden og mit Hjerte fryder Med en salig Troes-Pagt, Som forstyrrer Satans Agt, Ja selv Dødens Magt nedbryder. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 5 Alt det, som min Sjæl kan gavne, Har han sørget for med Flid, Lader ei mit Legem savne Raad og Hjælp i Nødens Tid; Naar min Kraft, min Magt, min Styrke Intet mægter, intet kan, Tager Gud mig ved min Haand Og begynder selv at virke. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 6 Jorden med alt, hvad den eier, Himlen med sin ganske Hær, Hvor mit Øie hen sig dreier, Alt til gode dannet er. Dyr og Urter, Sædens Grøde, Skove, Fjelde, Mark og Lund, Ferske Vand, med Havets Grund Skulle rekke mig min Føde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 7 Naar jeg sover, Herren holder Vaagent Øie over mig, Og ved hver Dags Morgen volder, Naaden den fornyer sig. Havde Gud ei taget vare, Og mig trolig staaet bi, Var jeg ikke sluppen fri Fra saa megen Nød og Fare. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 8 Som en Faders Hjerte ikke Straks tillukker Naadens Dør For sit Barn, som ei vil skikke Sig saa lydigt, som det bør, Saa min fromme Gud og Fader Gjor mod mig paa samme Vis, Straffer mine Feil med Ris, Og sit Sværd ei raade lader. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 9 Omendskjønt den Straf og Plage, Som af Gud min lægges paa, Noget bitter monne smage, Bør jeg derom tænke saa, At han som min Ven vil gjøre Mig fra Verdens Strikker fri, Som jeg end gaar hildet i, Og ved Korset til sig føre. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 10 Det i Sandhed jeg erfarer, Som mig ei af Minde gaar, Kristnes Kors det længe varer, Men omsider Ende faar; Naar den kolde Vinter endes Følger bliden Sommer paa, Saa til Glæde Korset maa For en taalig Kristen vendes. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 11 Som da ingen kan udgrunde Herrens store Kjærlighed, Saa vil vi med glade Munde Ret som Børn i Ydmyghed Bede dig, vor Gud og Fader, At vi her maa timelig Takke og velsigne dig, Indtil du tilsidst tillader, At vi maa evendelig Love, ære, elske dig.

Min Jesus, som er so hjartegod

Author: Blix Appears in 1 hymnal Topics: Tillid Lyrics: 1 Min Jesus, som er so hjartegod, At fyr dine fallne Brøder Du døyande gav ditt Hjarteblod, Der Livet fyr alle fløder: Kor skulde daa alle elska deg, Sommot deim av Kjærleik gløder! 2 Med Fred fraa din Fader kom du ned, Med Sæla fyr Sorg og Kvida, Men aldri du fekk paa Jordi Fred, Men maatte til Blodet strida. Og alt ifraa du i vogga laag, I Verdi du Vondt fekk lida. 3 For aldri so snart du var paa Jord, Fyrr Vondt dei deg vilde gjera. Dei lura med løynraad paa ditt Mord, Men Englarne Bod deg bera, – Og driven ifraa ditt Fedraland Du tidleg maa heimlaus vera. 4 All Himmelen er din Eigedom, Guds Englar til Fot deg falla. Paa Jordi du eig daa inkje Rom, Der Hovudet du kann halla. Og fredlaus du gjeng til framandt Land, Til Gud vil dg atter kalla. 5 So døydde Herodes Englen kvad, At Utlegdi var til Ende. Men endaa din eigen Fedrastad I Vantru seg mot deg vende. Og jamvel av Frendar møtt med Hat, Du framand paa Jord deg kjende. 6 Aa Jesus, som du eg her paa Jord Som framand til Himmels stundar. Aa send meg ein Engel med eit Ord Til Heimlov, fyrr her eg blundar! Og lat honom so meg leida heim Der upp i dei ljose Lundar!