1 Herre, jeg har handlet ilde!
Syndens Magt blev mig for stor,
Veien jeg ei vander vilde,
Den du viser i dit Ord;
Og–hvor findes nu den Hule,
Hvor min Skam jeg kunde skjule?
2 Jeg kan mig for dig ei vare,
Du i Veien altid staar,
Vil jeg høit til Himmels fare,
Eller ned i Afgrund gaar,
Fløi jeg end til Verdens Ender,
Du er, hvor jeg mig henvender.
3 Jeg har syndet mod dig, Herre,
Syndet har jeg al min Dag,
Jeg gik frem fra Ondt til Værre,
Glemte dort min Sjæle-Sag;
Derfor nu jeg for din Vrede
Skjælve maa af Angst og græde.
4 O min Gud! om nogen kunde
Se og tælle Havets Sand,
Dog formaar han ingenlunde
Al min Synd og Uforstand
Og min Ondskab med sin Tale
Ret til Fulde af afmale.
5 Græder, mine Øine, græder,
Hjerte, dine Kilder bryd,
Flømmer over hine Steder,
Som har seet min Udyd!
Al min Graad, jeg Støv og Aske,
Kan dog ei min Synd afvaske.
6 Men, o Jesus, dine Vunder,
Ja, en Draabe af dit Blod
Gjøre kan det Naadens Under,
At min Skade vorder god;
Derfor hen til dig jeg haster,
Mig for dine Fødder kaster.
7 Al den Skyld, du hos mig finder,
Sænk den ned i Miskunds Sø,
To mig ren af mine Synder,
Gjør dem som den hvide Sne!
Lad din gode Aand mig drive,
At jeg fast ved dig maa blive!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #388