1 Mørket skjuler Jorderige,
Natten den er nu for Haand,
Mørket vil mod Solen krige,
Lægge Jesus hen i Baand.
Slig en Nat var aldrig før,
Himlen haver lukt sin Dør,
Jesus, al vor Sol og Ære,
Skal nu Nattens Skjændsel bære.
2 Den Forræder, Judas, tager
Mørkheds Vaaben villig paa,
Og i Aag med Satan drager,
Som udi hans Hjerte laa.
Dog ei Blus, ei Spyd, ei Stang
Fanger Jesus denne Gang,
Men at Kys og kjærlig Mine
Ham forraader til sin Pine.
3 Kysset har alt Jesus borte,
Kysset haver ham forraadt,
Kysset vil hans Liv forkorte,
Under Kysset Slangens Braad
Skal ham med en giftig Pil;
Under Dækket af et Smil
Blev for Jesus Ang'ster spundne,
Og hans rene Hænder bundne.
4 Var det kun om Sverd at gjøre,
Og det kun om Magten gjaldt,
Ei alene Malki Øre
Blodigt den paa Jorden faldt;
Men Guds Engle tusindfold
Skulde, hevne denne Vold,
Men han vil sig taalig skikke,
Og Guds Vredes Kalk uddrikke.
5 Se, Disciplene de lade
Dig i Sorgen ene staa,
Fly, og lade dem, dig hade,
Gjøre, hvad de kan formaa,
Den, der kun Linklæde bar,
Slap det fra sig ræd og snar,
Og løb nøgen bort med Glæde,
Fra din Pine langt at træde.
6 Hjerte Jesus, kjære Broder,
Lysets Herre, hvorfor skal
Natten, Syndens mørke Moder,
Natten, Lasters Skjul og Dal,
Dække dig med Mulm og Mørk?
Hvorfor skal af Helved-Ørk
Hine grumme Ulve springe,
Dig til Gravens Mørke bringe?
7 O min Jesus, o jeg mindes,
At jeg er et Mørkheds Barn,
Og paa deres Talstok findes,
Som i Lyders Natte-Garn
Viklet var til evig Død,
Derfor du dig villig bød
For min Sjæles Lys at vaage
Udi Døds og Nattens Taage.
8 Er du da en Fange bleven,
Vel! jeg og en Fange var,
Er ved dine Baand dog reven
Fra de Lænker, som jeg bar;
Jeg er bleven fri ved dig,
Bind, mig til dig hjertelig,
Lad mig og, o store Fange,
Ind med dig til Livet gange!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #319