1 Nu hviler Mark og Enge,
Og alle gaar til Senge,
Nu sover alle Mand,
Men du, min Sjæl og Tunge,
Op, op, I skal udsjunge,
Hvad eders Gud behage kan!
2 Hvor er, du Sol, nu blevet?
Dit Natten har fordrevet,
Den blide Dags Uven.
Far hen! en Sol mig fryder,
Min Jesus, som mig pryder
Med naadens Skin fra Himmelen.
3 Se Dagen brat no endes,
De gyldne Stjerner tændes
I Himlens lyse Sal,
Saa Gud i Lys mig klæder,
Naar jeg til Himlens Glæder
Gaar ind fra denne Jammerdal.
4 Til Søvn mig Legem haster,
Jeg Klæder, Sko afkaster
Som Dødeligheds Tegn;
Mig engang jesus glæder
Med Herlighedens Klæder
Hos sig i Salighedens Egn.
5 Mit Hoved, Fod og Hænder
Nu glædes, at sig ender
Mit Arbeid og min Sved;
Saa glæd dig og mit Hjerte,
Snart ender sig din Smerte,
Og du gaar ind til Herrens Fred.
6 Gaar nu, I trætte Lemmer,
I Sengen eder gjemmer
Og nyder Hvilen sød;
Den Tid er snart tilstede,
Da man vil eder rede
En Hvilseng i Jordens Skjød.
7 Nu lukker sig mit Øie,
Maa sig for Søvnen bøie,
Hvor er da Liv og Sjæl?
Vaag over dem i Naade,
Og vogt dem vel fra Vaade,
Du Øie over Israel!
8 O Jesus, du min Glæde,
Din Vinge du udbrede,
Og gjem mig fra l Nød!
Vil Satan mig bekrige
Da lad din Engle sige:
Sit Barn har Gud gjemt i sig Skjød!
9 I Slægt og Venner kjære,
Hvor nu I monne være,
Gud bliver eder nær!
Han eders Slummer lette,
Og stærke Vaaben sætte
Om Sengen med sin Englehær!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #614