1 Lover den Herre, hvis reddende Kjærlighed sender,
Efter Fortabte sit Budskab til Jorderigs Ender,
Kalder saa mild
Hver, som i Ørken for vild,
Bær ham paa Hærder og Hænder.
2 Lover den Herre, hvis lysende Kjærlighed gyder
Straaler af Lys i det Mulm, som fra Helved indbryder!
O, at dog hver
Menneske-Sjæl, du har kjær,
Frem i dit Dagskjær sig fryder!
3 Lover den Herre, hvis pleiende Kjærlighed dyrker
Haven, han planted, og Grenene renser og styrker,
Sanker ind fleer
Folk, som han ledige seer,
Aandelig Glæde udvirker!
4 Lover den Herre, hvis værnende Kjærlighed breder
Skjul over Sæden, som vokser, og Spirerne freder!
Ak, hør vor Røst!
Giv os en glædilig Host,
Om den, som Sæden bær, græder!
5 Lover den Herre, hvis evige Kjærlighed fremmer
Det, han begyndte, og sine Udvalte ei glemmer,
Mange fra Trang
Staar alt i Himlen med Sang;
Herrens Pauluner dem gjemmer.
6 Lover den Herre Gud Fader, hans evige Naade!
Lover den Herre Guds Søn, som os frelste af Vaade!
Lover Guds Aand
Kysser hans ledende Haand!
Amen. Vor Herre det raade!