1 Hvor lifligt er det dog at gaa
Med Jesu Ord i Munde,
Hans Saar, hans Død at tænke paa,
Og alt hans Værk begrunde!
2 De Herrens to Disciple fik
Stor Glæde i sit Hjerte,
Som fra Jerusalem udgik
Til Emmaus med Smerte.
3 Om Jesu Kors, hans Død og Grav
Var deres Vandrings Tale,
Som dem et Smerte-Minde gav,
Det de ei kunde svale.
4 Men Jesus var dog i den Nød
Saa ganske nær tilstede;
Thi han, de tænkte være død,
Var standen op med Glæde.
5 Dog Blindhed dem i Øine sad,
Saa de ham ikke kjendte,
Før han om sig hvert Skriftens Blad
Til Grund-Forklaring vendte.
6 Og han blev hos dem, som de bad,
Der det ad Aften lakked,
Og kjendtes af dem, der han sad,
Og Brødet brød og takked.
7 Nu de forstod den Himmel-Glød,
Som dem i Hjertet rørte,
Der om sin Ledetse og Død
Han Skriftens Ord udførte.
8 De vendte saa med Glæde hjem,
Guds Underværk at ære,
Og ginge til Jerusalem,
De Andre og at tære.
________
9 O Jesu, o du ved, jeg gaar,
Din Pilegrim og Borger,
I disse korte Verdens Aar
Fuld af ti tusind Sorger!
10 Du est dog al mit Hjertes Ro,
Min Trøst, min daglig Tale,
O lad din Aand mit Hjertes Bo
Med al din Pinsel male!
11 Dig vandrer jeg saa gjerne med,
Opstandne Jesu milde,
Til Himlen jeg i dine Fjed
Saa gjerne følges vilde!
12 O følg dog med! jeg slipper ei!
O drag mig, naar jeg ikke
Saa fyrig er paa Himlens Vei,
Hvor Torne Foden stikke!
13 Maaske min Aftenstund er nær
I Ungdom eller Alder,
O, bliv dog hos mig, favn mig her,
Naar jeg ved Døden falder!
13 Saa skal jeg da, o Jesu, der
Dig og din Fader kjende;
O gid da kun min Vandrings Færd
Var kommen vel til Ende!
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files
