Hvor lifligt er det dog at gaa

1 Hvor lifligt er det dog at gaa
Med Jesu Ord i Munde,
Hans Liv og Død at tænke paa,
Og paa hans Værk at grunde!

2 De Herrens to Disciple fik
Stor Glæde, Trøst og Gammen,
Der fra Jerusalem de gik
Til Emmaus tilsammen.

3 Om Jesu Kors, hans Død og Grav
Var deres Vandrings Tale,
Som dem et Smerte-Minde gav,
Det de ei kunde svale.

4 Men Jesus var dog i den Nød
Saa ganske nær tilstede,
Thi han, de tænkte være død,
Var standen op med Glæde.

5 Dog Blindhed dem i Øine sad,
At de ham ikke kjendte,
Før han om sig hvert Skriftens Blad
Til Grund-Forklaring vendte.

6 Du blev dag, Jesus, som de bad,
Der det ad Aften lakked,
Og blev saa kjendt den Tid, du sad,
Tog Brød i Haand og takked.

7 Da kjendte de den Himmelglød,
Som dem i Hjertet rørte,
Der om sin Pinsel og sin Død
Han Skriftens Ord udførte.

8 O Jesus, o du ved, jeg gaar,
Din Pilegrim og Borger,
I disse korte Verdens Aar
Fuld af ti tusind Sorger!

9 Du er dog al mit Hjertes Ro,
Min Trøst, min daglig Tale,
O, lad din Aand mit Hjertes Bo
Med al din Pinsel male!

10 Dig vandrer jeg saa gjerne med,
Opstandne Jesus milde,
Til Himlen jeg i dine Fjed
Saa gjerne følges vilde.

11 O, følg dog med! jeg slipper ei,
O, drag mig, naar jeg ikke
Saa fyrig er paa Himlens Vei,
Hvor Torner Foden stikke!

12 Maaske min Aftenstund er nær
I Ungdom eller Alder,
O, bliv dog hos mig, favn mig her,
Naar jeg ved Døden falder!

13 Saa skal jeg da, o Jesus, der
Dig og din Fader kjende,
O, gid da kun min Vandrings Færd
Var kommen vel til Ende!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #357