Search Results

Switch back to the old search page.Advanced Search

Appears in 4 hymnals Lyrics: 1 Jesu, din Ihukommelse Mon Glæde sød i Hjertet te, Men sødere end alt dog er Du selv naar du er hos os her. 2 Saa glædelig ei synges Sang, Og intet Ord saa liflig klang, Saa sødt her intet tænkes kan Som Jesus, den Guds Søn og Mand. 3 Du deres Haab, som gjøre Bod, Hvor er du dem, dig søge, god, De sørgende et Naadens Pant, Hvor salig den, som ret dig fandt! 4 O Jesu, sødest Hjertens Trøst, Livskilde Sjælens Lys og Lyst, Som anden Lyst ei nær kan naa, Og al Attraa mon overgaa! 5 Ei Mund det mæle kan paa Jord, Der findes ei saa fagre Ord, Kun den, som prøvet har, han veed Om Jesu søde Kjærlighed. 6 Jeg søger Jesum Dag og Nat, Og leder efter ham, min Skat, I Eenrum og i Sammenvær Jeg søger ham, som jeg har kjær. 7 O Jesu, Konge underfuld Og Seiervinder, vær os huld, Som gaar og længes efter dig Hver Dag og Stund saa inderlig. 8 Bliv hos os altid, Herre kjær, Oplys os du som Lyset er, Driv Synde-Mørket af vort Sind, Fyld Verden al med Klarhed din! 9 Naar du vor Sjæl besøger blid, Da skinner Sandhed sød og frid, Da slukkes Verdens Lyster ud, Da brænder Kjærlighed til Gud. 10 Jesu, den Kjærlighed du bær, Den stærkere end Døden er, Thi gav du hen, o Jesu min, Dit Hjerteblod for Bruden din. 11 Saa kjender Jesum alle Mand, Og søger ham med Længsel sand, Hans Kjærlighed at vælge ud, I Aanden brændende for Gud! 12 Elsk ham, som Eder elskte saa, Gjør ham igjen, hvad I formaa, Med gode Løfter fra ham gak, Velsigner ham og siger Tak. 13 O himmelske Miskundheds Mand, Du livsens Haab i Dødens Land, Du Naade-Kilde fuld af Trøst, Du søde Glæde i mit Bryst! 14 Jeg taler med uværdig Mund, Men tie kan jeg ingenlund, Min Kjærlighed den tvinger mig For Hjertet er saa fuldt af dig. 15 Med dem, dig smage, saa det sker, De længes altid efter meer, Du aldrig dem af Minde gaar, Til dig al deres Attraa staar. 16 Jesu, Guds Engles søde Kvad, I Øret Sang, som gjør En glad, I Munden Honning underlig, I Hjertet Dug af Himmerig! 17 Min Hu staar altid efter dig, O Jesu min, kom vist til mig! Naar vil du gjøre mig saa glad? Mæt mig med dig, det er min Mad! 18 Her gaar jeg syg af stor Attraa, Kan jeg et venligt Øie faa, Det drypper Honning i mit Saar, Jeg lives op og styrket staar. 19 Jesu, den Hjertens Skat, jeg veed, Jesu, du himmelsk Yndighed, Og Godhed ubegribelig, Din Kjærlighed har tvunget mig! 20 Dig, Jesu, har jeg valgt mig ud, Jeg være vil din Hjertens Brud, Bort fra mig selv jeg gjerne dør, Og lever dig, som det sig bør. 21 O Jesu, op dit Hjerte luk, Og lyt til mine Længsels Suk, Saa inderlig med Graad paa Kind jeg raaber: Jesu, Jesu min! 22 Ja, hvor jeg am i Verden gaar, Min Hu til Jesum ene staar; Hvor blev jeg glad, der jeg ham fandt, Som Dug for Solen Sorgen svandt! 23 Da, hvilke Kys og Favnetag! Da hvilken Sjælens Høitidsdag! Med Kristo at forbindes saa! Giv Gud, vi aldrig stilles maa! 24 Hvad jeg har søgt, da er det seet, Hvad jeg har ønsket, det er skeet, Hvad er jeg fuld af Jesu Lyst, Hvad brænder Hjertet i mit Bryst! 25 Den Kjærlighed og Aandens Glød, Hvor den er sterk, hvor den er sød! Den kjølner ei og dør ei bort, Men øker paa og brænder fort. 26 O søde Ild, som brænder her! O hellig Længsel, som jeg bær! O salig Styrkestund at faa, Guds Søn at kunne elske saa! 27 Jesu, sød af Maria Mø, Vor Glæde al paa Verdens Ø! Pris være dig, o Herre min! Drag alle Hjerter til dig ind! 28 Jesu, Retfærdighedens Sol, Den evig satte Naadestol, Hvor elskelig du for os staar, Dein ¥nde alting overgaar! 29 Du Glædens Kilde, Naadens Hav, Du alle mine sorgers Grav, Min Ros, som ene gjælde kan, O Jesu Verdens Frelsermand! 30 O kom, o kom min Konge prud, Du Herlighedens store Gud, Tænd op dit Lys i Sjælen snart! Min Ventestud har længe var't. Topics: Ved Nadverden; By Eucharist

Tunes

Tune authorities

[Jesu, din Ihukommelse]

Appears in 25 hymnals Composer and/or Arranger: Gese Tune Sources: Kingos Gradual, 1699 Tune Key: g minor Incipit: 51712 43223 45342 Used With Text: Jesu, din Ihukommelse

Instances

Published text-tune combinations (hymns) from specific hymnals

Jesu, din Ihukommelse

Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #66 (1897) Lyrics: 1 Jesu, din Ihukommelse Mon Glæde sød i Hjertet te, Men sødere end alt dog er Du selv naar du er hos os her. 2 Saa glædelig ei synges Sang, Og intet Ord saa liflig klang, Saa sødt her intet tænkes kan Som Jesus, den Guds Søn og Mand. 3 Du deres Haab, som gjøre Bod, Hvor er du dem, dig søge, god, De sørgende et Naadens Pant, Hvor salig den, som ret dig fandt! 4 O Jesu, sødest Hjertens Trøst, Livskilde Sjælens Lys og Lyst, Som anden Lyst ei nær kan naa, Og al Attraa mon overgaa! 5 Ei Mund det mæle kan paa Jord, Der findes ei saa fagre Ord, Kun den, som prøvet har, han veed Om Jesu søde Kjærlighed. 6 Jeg søger Jesum Dag og Nat, Og leder efter ham, min Skat, I Eenrum og i Sammenvær Jeg søger ham, som jeg har kjær. 7 O Jesu, Konge underfuld Og Seiervinder, vær os huld, Som gaar og længes efter dig Hver Dag og Stund saa inderlig. 8 Bliv hos os altid, Herre kjær, Oplys os du som Lyset er, Driv Synde-Mørket af vort Sind, Fyld Verden al med Klarhed din! 9 Naar du vor Sjæl besøger blid, Da skinner Sandhed sød og frid, Da slukkes Verdens Lyster ud, Da brænder Kjærlighed til Gud. 10 Jesu, den Kjærlighed du bær, Den sterkere end Døden er, Thi gav du hen, o Jesu min, Dit Hjerteblod for Bruden din. 11 Saa kjender Jesum alle Mand, Og søger ham med Længsel sand, Hans Kjærlighed at vælge ud, I Aanden brændende for Gud! 12 Elsk ham, som Eder elskte saa, Gjør ham igjen, hvad I formaa, Med gode Løfter fra ham gak, Velsigner ham og siger Tak. 13 O himmelske Miskundheds Mand, Du livsens Haab i Dødens Land, Du Naade-Kilde fuld af Trøst, Du søde Glæde i mit Bryst! 14 Jeg taler med uværdig Mund, Men tie kan jeg ingenlund, Min Kjærlighed den tvinger mig For Hjertet er saa fuldt af dig. 15 Med dem, dig smage, saa det sker, De længes altid efter meer, Du aldrig dem af Minde gaar, Til dig al deres Attraa staar. 16 Jesu, Guds Engles søde Kvad, I Øret Sang, som gjør En glad, I Munden Honning underlig, I Hjertet Dugg af Himmerig! 17 Min Hu staar altid efter dig, O Jesu min, kom vist til mig! Naar vil du gjøre mig saa glad? Mæt mig med dig, det er min Mad! 18 Her gaar jeg syg af stor Attraa, Kan jeg et venligt Øie faa, Det drypper Honning i mit Saar, Jeg lives op og styrket staar. 19 Jesu, den Hjertens Skat, jeg veed, Jesu, du himmelsk Yndighed, Og Godhed ubegribelig, Din Kjærlighed har tvunget mig! 20 Dig, Jesu, har jeg valt mig ud, Jeg være vil din Hjertens Brud, Bort fra mig selv jeg gjerne dør, Og lever dig, som det sig bør. 21 O Jesu, op dit Hjerte luk, Og lyt til mine Længsels Suk, Saa inderlig med Graad paa Kind jeg raaber: Jesu, Jesu min! 22 Ja, hvor jeg am i Verden gaar, Min Hu til Jesum ene staar; Hvor blev jeg glad, der jeg ham fandt, Som Dugg for Solen Sorgen svandt! 23 Da, hvilke Kys og Favnetag! Da hvilken Sjælens Høitidsdag! Med Kristo at forbindes saa! Giv Gud, vi aldrig stilles maa! 24 Hvad jeg har søgt, da er det seet, Hvad jeg har ønsket, det er skeet, Hvad er jeg fuld af Jesu Lyst, Hvad brænder Hjertet i mit Bryst! 25 Den Kjærlighed og Aandens Glød, Hvor den er sterk, hvor den er sød! Den kjølner ei og dør ei bort, Men øker paa og brænder fort. 26 O søde Ild, som brænder her! O hellig Længsel, som jeg bær! O salig Styrkestund at faa, Guds Søn at kunne elske saa! 27 Jesu, sød af Maria Mø, Vor Glæde al paa Verdens Ø! Pris være dig, o Herre min! Drag alle Hjerter til dig ind! 28 Jesu, Retfærdighedens Sol, Den evig satte Naadestol, Hvor elskelig du for os staar, Dein ¥nde alting overgaar! 29 Du Glædens Kilde, Naadens Hav, Du alle mine sorgers Grav, Min Ros, som ene gjelde kan, O Jesu Verdens Frelsermand! 30 O kom, o kom min Konge prud, Du Herlighedens store Gud, Tend op dit Lys i Sjælen snart! Min Ventestud har længe var't. Topics: Ved Nadverden; By Eucharist; Første Søndag efter Hellig Tr0Kongers Dag Til Hoimesse; First Sunday after Holy Three Kings Day High Mass Languages: Norwegian Tune Title: [Jesu, din Ihukommelse]

Jesu din Ihukommelse

Hymnal: Kirkesalmebog #66 (1893) Lyrics: 1 Jesu, din Ihukommelse Mon Glæde sød i Hjertet te, Men sødere end alt dog er Du selv naar du er hos os her. 2 Saa glædelig ei synges Sang, Og intet Ord saa liflig klang, Saa sødt her intet tænkes kan Som Jesus, den Guds Søn og Mand. 3 Du deres Haab, som gjøre Bod, Hvor er du dem, dig søge, god, De sørgende et Naadens Pant, Hvor salig den, som ret dig fandt! 4 O Jesu, sødest Hjertens Trøst, Livskilde Sjælens Lys og Lyst, Som anden Lyst ei nær kan naa, Og al Attraa mon overgaa! 5 Ei Mund det mæle kan paa Jord, Der findes ei saa fagre Ord, Kun den, som prøvet har, han veed Om Jesu søde Kjærlighed. 6 Jeg søger Jesum Dag og Nat, Og leder efter ham, min Skat, I Eenrum og i Sammenvær Jeg søger ham, som jeg har kjær. 7 O Jesu, Konge underfuld Og Seiervinder, vær os huld, Som gaar og længes efter dig Hver Dag og Stund saa inderlig. 8 Bliv hos os altid, Herre kjær, Oplys os du som Lyset er, Driv Synde-Mørket af vort Sind, Fyld Verden al med Klarhed din! 9 Naar du vor Sjæl besøger blid, Da skinner Sandhed sød og frid, Da slukkes Verdens Lyster ud, Da brænder Kjærlighed til Gud. 10 Jesu, den Kjærlighed du bær, Den stærkere end Døden er, Thi gav du hen, o Jesu min, Dit Hjerteblod for Bruden din. 11 Saa kjender Jesum alle Mand, Og søger ham med Længsel sand, Hans Kjærlighed at vælge ud, I Aanden brændende for Gud! 12 Elsk ham, som Eder elskte saa, Gjør ham igjen, hvad I formaa, Med gode Løfter fra ham gak, Velsigner ham og siger Tak. 13 O himmelske Miskundheds Mand, Du livsens Haab i Dødens Land, Du Naade-Kilde fuld af Trøst, Du søde Glæde i mit Bryst! 14 Jeg taler med uværdig Mund, Men tie kan jeg ingenlund, Min Kjærlighed den tvinger mig For Hjertet er saa fuldt af dig. 15 Med dem, dig smage, saa det sker, De længes altid efter meer, Du aldrig dem af Minde gaar, Til dig al deres Attraa staar. 16 Jesu, Guds Engles søde Kvad, I Øret Sang, som gjør En glad, I Munden Honning underlig, I Hjertet Dug af Himmerig! 17 Min Hu staar altid efter dig, O Jesu min, kom vist til mig! Naar vil du gjøre mig saa glad? Mæt mig med dig, det er min Mad! 18 Her gaar jeg syg af stor Attraa, Kan jeg et venligt Øie faa, Det drypper Honning i mit Saar, Jeg lives op og styrket staar. 19 Jesu, den Hjertens Skat, jeg veed, Jesu, du himmelsk Yndighed, Og Godhed ubegribelig, Din Kjærlighed har tvunget mig! 20 Dig, Jesu, har jeg valgt mig ud, Jeg være vil din Hjertens Brud, Bort fra mig selv jeg gjerne dør, Og lever dig, som det sig bør. 21 O Jesu, op dit Hjerte luk, Og lyt til mine Længsels Suk, Saa inderlig med Graad paa Kind jeg raaber: Jesu, Jesu min! 22 Ja, hvor jeg am i Verden gaar, Min Hu til Jesum ene staar; Hvor blev jeg glad, der jeg ham fandt, Som Dug for Solen Sorgen svandt! 23 Da, hvilke Kys og Favnetag! Da hvilken Sjælens Høitidsdag! Med Kristo at forbindes saa! Giv Gud, vi aldrig stilles maa! 24 Hvad jeg har søgt, da er det seet, Hvad jeg har ønsket, det er skeet, Hvad er jeg fuld af Jesu Lyst, Hvad brænder Hjertet i mit Bryst! 25 Den Kjærlighed og Aandens Glød, Hvor den er sterk, hvor den er sød! Den kjølner ei og dør ei bort, Men øker paa og brænder fort. 26 O søde Ild, som brænder her! O hellig Længsel, som jeg bær! O salig Styrkestund at faa, Guds Søn at kunne elske saa! 27 Jesu, sød af Maria Mø, Vor Glæde al paa Verdens Ø! Pris være dig, o Herre min! Drag alle Hjerter til dig ind! 28 Jesu, Retfærdighedens Sol, Den evig satte Naadestol, Hvor elskelig du for os staar, Dein ¥nde alting overgaar! 29 Du Glædens Kilde, Naadens Hav, Du alle mine sorgers Grav, Min Ros, som ene gjælde kan, O Jesu Verdens Frelsermand! 30 O kom, o kom min Konge prud, Du Herlighedens store Gud, Tænd op dit Lys i Sjælen snart! Min Ventestud har længe var't. Topics: Ved Nadverden; By Eucharist Languages: Norwegian

Jesus, din Ihukommelse

Author: Bernhard af Clairvaux; Landstad Hymnal: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #66 (1919) Lyrics: 1 Jesus, din Ihukommelse Mon Glæde sød i Hjertet te, Men sødere end alt dog er Du selv naar du er hos os her. 2 Saa glædelig ei synges Sang, Og intet Ord saa liflig klang, Saa sødt her intet tænkes kan Som Jesus, den Guds Søn og Mand. 3 Du deres Haab, som gjøre Bod, Hvor er du dem, dig søge, god, De sørgende et Naadens Pant, Hvor salig den, som ret dig fandt! 4 O Jesus, sødest Hjertens Trøst, Livskilde Sjælens Lys og Lyst, Som anden Lyst ei nær kan naa, Og al Attraa mon overgaa! 5 Ei Mund det mæle kan paa Jord, Der findes ei saa fagre Ord, Kun den, som prøvet har, han veed Om Jesu søde Kjærlighed. 6 Jeg søger Jesus Dag og Nat, Og leder efter ham, min Skat, I Eenrum og i Sammenvær Jeg søger ham, som jeg har kjær. 7 O Jesus, Konge underfuld Og Seiervinder, vær os huld, Som gaar og længes efter dig Hver Dag og Stund saa inderlig. 8 Bliv hos os altid, Herre kjær, Oplys os du som Lyset er, Driv Synde-Mørket af vort Sind, Fyld Verden al med Klarhed din! 9 Naar du vor Sjæl besøger blid, Da skinner Sandhed sød og frid, Da slukkes Verdens Lyster ud, Da brænder Kjærlighed til Gud. 10 Jesus, den Kjærlighed du bær, Den stærkere end Døden er, Thi gav du hen, o Jesus min, Dit Hjerteblod for Bruden din. 11 Saa kjender Jesus alle Mand, Og søger ham med Længsel sand, Hans Kjærlighed at vælge ud, I Aanden brændende for Gud! 12 Elsk ham, som Eder elsked saa, Gjør ham igjen, hvad I formaa, Med gode Løfter fra ham gak, Velsigner ham og siger: Tak! 13 O himmelske Miskundheds Mand, Du livsens Haab i Dødens Land, Du Naade-Kilde fuld af Trøst, Du søde Glæde i mit Bryst! 14 Jeg taler med uværdig Mund, Men tie kan jeg ingenlund, Min Kjærlighed den tvinger mig For Hjertet er saa fuldt af dig. 15 Med dem, dig smage, saa det sker: De længes altid efter mer, Du aldrig dem af Minde gaar, Til dig al deres Attraa staar. 16 Jesus, gGuds Engles søde Kvad, I Øret Sang, som gjør En glad, I Munden Honning underlig, I Hjertet Dug af Himmerig! 17 Min Hu staar altid efter dig, O Jesus min, kom vist til mig! Naar vil du gjøre mig saa glad? Mæt mig med dig, det er min Mad! 18 Her gaar jeg syg af stor Attraa, Kan jeg et venligt Øie faa, Det drypper Honning i mit Saar, Jeg lives op og styrket staar. 19 Jesus, den Hjertens-Skat, jeg veed, Jesus du himmelsk Yndighed, Og Godhed ubegribelig, Din Kjærlighed har tvunget mig! 20 Dig, Jesus, har jeg valgt mig ud, Jeg være vil din Hjertens Brud, Bort fra mig selv jeg gjerne dør, Og lever dig, som det sig bør. 21 O Jesus, op dit Hjerte luk, Og lyt til mine Længsels Suk, Saa inderlig med Graad paa Kind jeg raaber: Jesus, Jesus min! 22 Ja, hvor jeg am i Verden gaar, Min Hu til Jesus ene staar; Hvor blev jeg glad, der jeg ham fandt, Som Dug for Solen Sorgen svandt! 23 Da, hvilke Kys og Favnetag! Da hvilken Sjælens Høitidsdag! Med Kristus at forbindes saa! Giv Gud, vi aldrig stilles maa! 24 Hvad jeg har søgt, da er det set, Hvad jeg har ønsket, det er sket, Hvad er jeg fuld af Jesu Lyst, Hvad brænder Hjertet i mit Bryst! 25 Den Kjærlighed og Aandens Glød, Hvor den er sterk, hvor den er sød! Den kjølner ei og dør ei bort, Men øker paa og brænder fort. 26 O søde Ild, som brænder her! O hellig Længsel, som jeg bær! O salig Styrkestund at faa, Guds Søn at kunne elske saa! 27 Jesus, Retfærdighedens Sol, Den evig satte Naadestol, Hvor elskelig du for os staar, Dein ¥nde alting overgaar! 28 Du Glædens Kilde, Naadens Hav, Du alle mine sorgers Grav, Min Ros, som ene gjælde kan, O Jesus Verdens Frelsermand! 29 O kom, o kom min Konge prud, Du Herlighedens store Gud, Tænd op dit Lys i Sjælen snart, Min Ventestud har længe var't. Topics: Nadver; Eucharist Languages: Norwegian

View 1 more instance

People

Authors, composers, editors, etc.

St. Bernard of Clairvaux

1090 - 1153 Person Name: Bernhard af Clairvaux Author of "Jesus, din Ihukommelse" in Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika Bernard of Clairvaux, saint, abbot, and doctor, fills one of the most conspicuous positions in the history of the middle ages. His father, Tecelin, or Tesselin, a knight of great bravery, was the friend and vassal of the Duke of Burgundy. Bernard was born at his father's castle on the eminence of Les Fontaines, near Dijon, in Burgundy, in 1091. He was educated at Chatillon, where he was distinguished for his studious and meditative habits. The world, it would be thought, would have had overpowering attractions for a youth who, like Bernard, had all the advantages that high birth, great personal beauty, graceful manners, and irresistible influence could give, but, strengthened in the resolve by night visions of his mother (who had died in 1105), he chose a life of asceticism, and became a monk. In company with an uncle and two of his brothers, who had been won over by his entreaties, he entered the monastery of Citeaux, the first Cistercian foundation, in 1113. Two years later he was sent forth, at the head of twelve monks, from the rapidly increasing and overcrowded abbey, to found a daughter institution, which in spite of difficulties and privations which would have daunted less determined men, they succeeded in doing, in the Valley of Wormwood, about four miles from the Abbey of La Ferté—itself an earlier swarm from the same parent hive—on the Aube. On the death of Pope Honorius II., in 1130, the Sacred College was rent by factions, one of which elected Gregory of St. Angelo, who took the title of Innocent II., while another elected Peter Leonis, under that of Anacletua II. Innocent fled to France, and the question as to whom the allegiance of the King, Louie VI., and the French bishops was due was left by them for Bernard to decide. At a council held at Etampes, Bernard gave judgment in favour of Innocent. Throwing himself into the question with all the ardour of a vehement partisan, he won over both Henry I., the English king, and Lothair, the German emperor, to support the same cause, and then, in 1133, accompanied Innocent II., who was supported by Lothair and his army, to Italy and to Rome. When Lothair withdrew, Innocent retired to Pisa, and Bernard for awhile to his abbey of Clairvaux. It was not until after the death of Anacletus, the antipope, in January, 1138, and the resignation of his successor, the cardinal-priest Gregory, Victor II., that Innocent II., who had returned to Rome with Bernard, was universally acknowledged Pope, a result to which no one had so greatly contributed as the Abbot of Clairvaux. The influence of the latter now became paramount in the Church, as was proved at the Lateran Council of 1139, the largest council ever collected together, where the decrees in every line displayed the work of his master-hand. After having devoted four years to the service of the Pope, Bernard, early in 1135, returned to Clairvaux. In 1137 he was again at Rome, impetuous and determined as ever, denouncing the election of a Cluniac instead of a Clairvaux monk to the see of Langres in France, and in high controversy in consequence with Peter, the gentle Abbot of Cluny, and the Archbishop of Lyons. The question was settled by the deposition by the Pope of the Cluniac and the elevation of a Clairvaux monk (Godfrey, a kinsman of St. Bernard) into his place. In 1143, Bernard raised an almost similar question as to the election of St. William to the see of York, which was settled much after the same fashion, the deposition, after a time, if only for a time, of William, and the intrusion of another Clairvaux monk, Henry Murdac, or Murduch, into the archiepiccopal see. Meantime between these two dates—in 1140—the condemnation of Peter Abilaid and his tenets, in which matter Bernard appeared personally as prosecutor, took place at a council held at Sens. Abelard, condemned at Sens, appealed to Rome, and, resting awhile on his way thither, at Cluny, where Peter still presided as Abbot, died there in 1142. St. Bernard was next called upon to exercise his unrivalled powers of persuasion in a very different cause. Controversy over, he preached a crusade. The summer of 1146 was spent by him in traversing France to rouse the people to engage in the second crusade; the autumn with a like object in Germany. In both countries the effect of his appearance and eloquence was marvellous, almost miraculous. The population seemed to rise en masse, and take up the cross. In 1147 the expedition started, a vast horde, of which probably not a tenth ever reached Palestine. It proved a complete failure, and a miserable remnant shared the flight of their leaders, the Emperor Conrad, and Louis, King of France, and returned home, defeated and disgraced. The blame was thrown upon Bernard, and his apology for his part in the matter is extant. He was not, however, for long to bear up against reproach; he died in the 63rd year of his age, in 1153, weary of the world and glad to be at rest. With the works of St. Bernard, the best ed. of which was pub. by Mabillon at Paris in the early part of the 18th cent. (1719), we are not concerned here, except as regards his contributions, few and far between as they are, to the stores of Latin hymnology. There has been so much doubt thrown upon the authorship of the hymns which usually go by his name,—notably by his editor, Mabillon himself,—that it is impossible to claim any of them as having been certainly written by him; but Archbishop Trench, than whom we have no greater modern authority on such a point, is satisfied that the attribution of them all, except the "Cur mundus militat," to St. Bernard is correct. "If he did not write," the Archbishop says, "it is not easy to guess who could have written them; and indeed they bear profoundly the stamp of his mind, being only inferior in beauty to his prose." The hymns by which St. Bernard is best known as a writer of sacred poetry are: (1.) "Jesu duicis memoria," a long poem on the " Name of Jesus"—known as the "Jubilus of St. Bernard," and among mediaeval writers as the " Rosy Hymn." It is, perhaps, the best specimen of what Neale describes as the "subjective loveliness " of its author's compositions. (2.) "Salve mundi Salutore," an address to the various limbs of Christ on the cross. It consists of 350 lines, 50 lines being addressed to each. (3.) "Laetabundus, exultet fidelis chorus: Alleluia." This sequence was in use all over Europe. (4.) "Cum sit omnis homo foenum." (5.) " Ut jucundas cervus undas." A poem of 68 lines, and well known, is claimed for St. Bernard by Hommey in his Supplementum Patrum, Paris, 1686, p. 165, but on what Archbishop Trench, who quotes it at length, (Sac. Lat. Poetry, p. 242,) deems " grounds entirely insufficient." (6.) " Eheu, Eheu, mundi vita," or " Heu, Heu, mala mundi vita." A poem of nearly 400 lines, is sometimes claimed for St. Bernard, but according to Trench, “on no authority whatever." (7.) “O miranda vanitas." This is included in Mabillon's ed. of St. Bernard's Works. It is also attributed to him by Rambach, vol. i. p. 279. Many other hymns and sequences are attributed to St. Bernard. Trench speaks of a " general ascription to him of any poems of merit belonging to that period whereof the authorship was uncertain." Hymns, translated from, or founded on, St. Bernard's, will be found in almost every hymnal of the day, details of which, together with many others not in common use, will be found under the foregoing Latin first lines. -John Julian, Dictionary of Hymnology (1907) See also in: Hymn Writers of the Church

M. B. Landstad

1802 - 1880 Person Name: Landstad Translator of "Jesus, din Ihukommelse" in Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika Magnus Brostrup Landstad (born 7 October 1802 in Måsøy, Norway and died 8 October 1880 in Kristiania) was a Norwegian minister, psalmist and poet who published the first collection of authentic Norwegian traditional ballads in 1853. This work was criticized for unscientific methods, but today it is commonly accepted that he contributed significantly to the preservation of the traditional ballads. Landstad lived with his father Hans Landstad (1771–1838) who was also a minister, first in 1806 to Øksnes, to Vinje in 1811 and to Seljord in 1819. He took a theological degree (cand. theol) in 1827, and worked after that as the resident chaplain in Gausdal for six years. After that he worked in different parishes in Telemark, Østfold before he became minister of Sandar in Vestfold in 1859. He married Wilhelmine Margrete Marie Lassen, in 1828. He is well known for introducing popular, contemporary Norwegian language into the hymns he wrote, contributing significantly to the spirit of Norwegian romantic nationalism which grew in Norway in this period. His greatest single achievement was the Landstad Hymnbook (Kirkepsalmebog), which with later revisions was used in Norwegian (bokmål) parishes from 1869 until 1985. The current official church hymnbook contains a lot of his hymns and his translations of foreign hymns. He was the cousin of Hans Peter Schnitler Krag. The Landstad-institute, which lies in Seljord, is named after him. He was a great grandfather of Magny Landstad, also a famous writer. Publications-- 1852: Norske Folkeviser. 3 vols. Christiania: C. Tönsberg, [1852-]1853. 1869: Kirkesalmebok: efter offentlig Foranstaltning. Kristiania: J. W. Cappelens Forlag, 1871 --http://en.wikipedia.org/wiki/ See also in: Wikipedia

Bartholomäus Gesius

1555 - 1613 Person Name: Gese Composer of "[Jesu, din Ihukommelse]" in M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg Bartholomaeus Gesius; b. 1555, Muencheberg, near Frankfort; d. 1613 or 14, Wittenberg Evangelical Lutheran Hymnal, 1908