Text Results

Switch back to the old search page.Advanced Search

Showing 11 - 20 of 31Results Per Page: 10 20 50

Nu nærmer sig vor Pintsefest

Appears in 6 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Nu nærmer sig vor Pintsefest, Gud Hellig-Aand, vær du vor Gjæst! Du, som, en evig, mægtig Gud, Fra Fader og fra Søn gaar ud! 2 O helligste Treenighed, Mit arme Hjerte du bered, At det dit Tempel være maa, Der for dig kunde aabent staa! 3 Kom Hellig-Aand og Vidne giv I mig, at Jesus er mit Liv, Og at jeg intet andet ved End hannem mig til Salighed! 4 Kom Sandheds Aand, og lede mig Paa Sandheds Veie rettelig, At aldrig jeg fra Troens Grund Et Haarsbred viger nogen Stund! 5 Om jeg i Tryghed slumrer hen, O, væk mig snarlig op igjen, Din kraftig Naade staa mig bi, Og lede mig paa Sandheds Sti! 6 Jeg uden dig ei kjende kan Min Gud og søde Frelsermand, Lad derfor dine Straaler mig I Hjertet falde idelig! 7 I Kors og Kummer, Trang og Nød, I Fare, Fængsel og i Dod Du mig en Trøster given est, Min Tarv du kjender ogsaa bedst. 8 Om derfor jeg med Korset paa Skal gjennem Verdens Torne gaa Til Himmelen og Livsens Land, Dog er du med, min Trøstermand! 9 Du viser og, hvor Kronen mig Opbier udi Himmerig, Hvor evig Glæde jeg skal faa, Og stedse for Guds Ansigt staa. 10 O Hellig-Aand, o søde Gud, Styrk mig, at jeg kan holde ud, Opvarm mig med din Naades Glød, Og gjør mig trøstig i min Død!

O kjære Sjæl, frygt aldrig mer

Appears in 6 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 O kjære Sjæl, frygt aldrig mer, Naar Alting surt i Verden ser, Og Herrens store Domme For Syndens Skyld vil falde ind, Vær dog frimodig udi Sind, Lad hvad der vil kun komme, Gud kjender dog de Fromme! 2 Jeg gruer ei, om jeg end saa, Al Verden vilde undergaa, Og ei, om Himlens Vrede I Luft og Hav og Jorden skjød Fordærvelse og giftig Død, Min Jesus skal dog lede Mig ud, og for mig bede. 3 Thi jeg ved Herrens gode Aand Beseglet er, og i Guds Haand Indtegnet udaf Naade; Han aldrig mig forglemme kan, Det trot jeg vist, og beder, han Vil ene for mig raade I Velstand og i Vaade. 4 Og mens jeg er en Vandringsmand Paa Jorden, og til Himlens Land Meg Hu og Hjerte stunder, Jeg een udaf Guds Helgen er, Som udi Stridekirken her Paa Jesu Saar og Vunder Min Tro og Frelse grunder. 5 Imidlertid jeg frygte maa, Og idelig bevæbnet staa Mod Satan, Synd og Laster, Indtil min sidste Fiende faar Ved Jesu Død sit Banesaar, Som Døden fuldt omkaster, Naar den mig stærk antaster. 6 Hvad Møie, Trængsel mig har mødt Fra første Dag, at jeg blev født, Den skal jeg nok forglemme, Naar jeg i Seierskirken skal Blandt Englenes og Helgens Tal Guds evig' Ære fremme Med Englemaal og Stemme. 7 Min Kjortel tor min Jesus hvid Udi sit Blod i Naadens Tid, Han vil mig ogsaa give Den lange, hvide Kjortel paa Hvormed jeg skal for Thronen staa, Der Engle lig at blive Og al min Sorg fordrive. 8 Da skal jeg faa i Hænde fat Den Seierspalme, som er sat Til stor Triumf og Ære For Seieren, som Jesus lod Mig vinde ved sin Død og Blod: Den skal min Glæde være Som Seierstegn at bære. 9 Da skal jeg for den Salighed, Som ved Guds Lam er mig bered, Gud Fader Ære sige, Hvortil Guds Helgen stemme vil, Og lægge deres Amen til, Som udi Himmerige Al Sans skal overstige. 10 Min Sjæl alt fuld af Længsel er Og længes, mens jeg lever her, O Jesu, til den Glæde, Hvor alle Helgen tjene dig, Udi dit søde Himmerig; O, naar vil du tilsted Mig did henop at træde? 11 Hvor Modgang, Sygdom,Sorgers Kval Til Glæde sig forandre skal, Og mig ei mer omspende, Men al min Graad skal tørres af; Saa gaar jeg trøstig til min Grav Af denne Tids Elende, Og faar en salig Ende.

O Jesu, Livsens Herre

Appears in 6 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 O Jesu, Livsens Herre, Kom mig til Hjælp og Trøst! En Synder monne jeg være, For dig jeg bekjender min Brøst. Min Synd kan jeg ei dølge, Den tynger Nat og Dag, Stor Sorrig monne jeg føle, Dertil gjøres jeg nu svag. 2 Den Stund, jeg er i Live, Herre Jesu, jeg beder dig, Du ville mig Naaden give, At jeg maa omvende mig; Jeg har meget ondt bedrevet I al min gnaske Tid, Og haver ret ilde levet, Det gjør mig Sorrig og Kvid'. 3 Mit Kors haver jeg og draget Med stor Møisommelighed, Som Gud det haver behaget,– Hvad os tjen', han bedst ved; Dog vil jeg mig ei overgive I denne min Sorrig og Brøst, Men altid hos Guds Ord blive, Som er min høieste Trøst. 4 Til hvem skal jeg ellers mig vende? Thi Tiden gjøres mig lang; Saa faa ere de, mig kjende, Naar jeg er Nød og Trang. Man kan sig ikke besinde, Naar Lykken vel skikker sig, Man siden skal selv befinde, Man levet har slemmelig. 5 Stor Sorrig lønlig at bære, Det gjør i Hjertet Ve, Jeg tør mig ingen kjære, Men du, Gud, Alt monne se, Du kan mig bedst husvale, Jeg klager for dig min Nød, Du vil mig ikke undfalde Hverken i Liv eller Død. 6 En stadig Tro mig skjænke Med at fast Haab til dig, Mig med dit Blod bestænke, Det beder jeg hjertelig! Din Vilje lad mig fuldgjøre, Dig altid frygte saa, At ingen skal mig forføre, Men salig jeg blive maa! 7 For din Døds Skyld alene Bønhør mig naadelig! Alt ved dit Ord det rene Jeg altid trøster mig. Naar jeg skal heden fare Af denne Jammerthal. Min Sjæl vil du bevare Udi din Himmelsal!

Sorrig og Glæde de vandrer tilhobe

Appears in 2 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Sorrig og Glæde de vandre tilhobe, Lykke, Ulykke de gange paa Rad, Medgang og Modgang hinanden anraabe, Solskin og Skyer de følges og ad; Jorderigs Guld Er prægtigt Muld, Himlen er ene af Salighed fuld. 2 Kroner og Scepter i Demant-Spil lege, Leg er dog ikke den kongelig' Dragt' Tusinde Byrder i Kronerne hvege, Tusindfold Omhu i Scepterets Magt; Kongernes Bo Er skjøn Uro, Himlen alene gjør salig og fro. 3 Alle Ting har sin foranderlig' Lykke, Alle kan finde sin Sorrig i Barm, Tidt ere Bryst under dyrebart Smykke Fulde af Sorrig og hemmelig Harm; Alle har Sit, Stort eller Lidt, Himlen alene for Sorgen er kvit. 4 Vælde og Visdom og timelig Ære, Styrke og Ungdom i blomstrende Aar Høit over Andre kan Hovedet bære, Falder dog af og i Tiden forgaar; Alle Ting maa Enden opnaa, Himmelens Salighed ene skal staa. 5 Deiligste Roser paa Tornebusk gløde, Skjønneste Blomster har tærende Gift, Under en Rosen-Kind Hjertet kan bløde, For dog at Skjæbnen saa sælsom er skift; I Vaadevand Flyder vort Land, Himlen har ene Lyksaligheds Stand. 6 Vel da, saa vil jeg mig aldrig bemøie, Om ikke Verden gaar efter min Agt; Ingen Bekymring skal kunne mig bøie, Intet skal gjøre mit Hjerte forsagt; Sorrig skal dø, Og Glædens Frø Blomstre paa Himmellyksaligheds Ø. 7 Angest skal avle en varende Glæde, Kvide skal vinde sin Tot udaf Ten, Armod skal prydes i rigeste Klπde, Svaghed skal reises paa sundeste Ven, Avind skal staa Fængslet i Braa, Himlen kan ene alt dette formaa. 8 Lad da min Lod og min Lykke kun falde, Hvordan min End og min Herre han vil, Lad ikkun Avind udøse sin Golde, Lad kun og Verden fulddrive sit Spil! Tidernes Bom Bliver dog tom, Himlen skal vende det Altsammen om.

Forgjæves er Arbeid' og Konst

Appears in 2 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Forgjæves er Arbeid' og Konst, Naar Gud ei Huset bygger, Al Menneskens Gjerning er omsonst, Vor Kraft os ei betrygger; Thi hvilken Stad Gud med sit Raad Ei hjælper selv og raader, Man gjør dertil, I hvad man vil, Det vist plat intet baader. 2 Hvad hjælper, at vie aarle opstaa, Belade os med stor Møie? Bort Anslag kan ei Fremgang saa, Vil Gud det saa ei føie; Endag dit Brød Med Sved og Nød I Arbeid' monne forhverves, Naar Gud ei vil Velsigne til, Dit Arbeid' dig fordærves. 3 Gud Fader ene gjør det faa, At Landene vel regjeres Vi dagligen det kjende maa, At hvor denn Hyrde undværes, Hvert Regiment Bli'r ilde endt, Hvor mægtigt det monne være; Gud naade det Land, Som af Guds Aand Og Ord ei dette vil lære. 4 At Gud Forældre Børn beskjær', Af Naade det monne være, Han dem opholder, faa eller fler Vor Sorg kan dem ei nære, Om end med Hast Vi str"be fast, Han ene Lykken vender, Som Pilens Frugt Maa følge smukt Hans Villie, som den sender. 5 Hver salig er den Stad og land, Som af gud selv regjeres, Det Hus, hvor baade Kvinde og Mand Af Herrens Aand veiledes! Derfor se til, Du from og stil' I Troen hem paakalder! Foruden hans Haand Hvert Hus og Land, Hvor stærkt det synes, falder. 6 Thi prise vi dig, o Fader sand, Som os din Hjælp mon sende, Derhos din Søn og Helligaand! Med Tak vi alle bekjende, At du saa vel Til Liv og Sjæl Vil dine Børn bevare. Ak, frels vort Land Alt ved din Haand Fra Vaade og fra Fare!

Gud skal Alting mage

Appears in 7 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Gud skal Alting mage, Som mig alle Dage Favner i sit Skjød, Han som mig udvalgte, Og blandt Sine talte, Førend jeg blev fødd; Han, som veed saa god Besked, Udi Livet og i Døden, Hvad jeg har fornøden. 2 Gud skal Alting mage, Som saa mangen Plage Haver fra mig vendt, Underholdet Livet, Mad og Drikke givet, Som det mig har tjent, Og naar tidt en Anden sit Har med Suk og Sorg fordøiet, Har han mig fornøiet. 3 Gud skal Alting mage, Lad den gamle Drage Fnyse, hvad han kan! Lad kun Havet bruse, Alle vinde suse, Gud er Styremand! Jonas saa bevis derpaa; Naar Gud og til Jorden bøier, Han igjen ophøier. 4 Gud skal Alting mage, Dig ved Haanden tage, Naar du synke skal, Naar du vil fortvivle, Finder ingen Hvile Udi Modgangs Dal, Gud da vil selv trine til, Da skal al din Jammer endes, Som et Straa forbrændes. 5 Gud skal Alting mage, Mægtig i de Svage Han sig altid ter; Skulde eller kunde Nogen gaa tilgrunde, Som paa Herren ser? Allesteds da vel tilfreds, Alting staar udi hans Hænder, Al din Trang han kjender. 6 Gud skal Alting mage, Naar du skjønt skal smage Dødens bedske Skaal, Da vil han det gjøre, Selv vil han dig føre Til det rette Maal, Lad den Pagt kun staa ved Magt, At du skal til Graven drage, Gud vil Sjælen tage. 7 Gud skal Alting mage, Som den store Drage Mægtig overvandt; Fører han skjønt Sine Gjennem Kors og Pine Underlig iblandt: Vær bered til Strid og Fred, Til at give og at tage, Gud skal Alting mage.

Zion klager med stor Smerte

Appears in 4 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Zion klager med for Smerte, Zion, Guds udvalgte Stad, Den, som ligger ham paa Hjerte, Men dog under Verdens Had; Ak, hvi haver du, min Gud, Siger hun, forglemt din Brud, Hvi la'r du mig saa fortrykkes, Og min Fiendes Anslag lykkes? 2 Gud, som mig saa vist forjætter Bistand i al Sorg og Nød, Ser, at jeg mig daglig mætter Med min Graad og Askebrød; Ak, mon han dog altid saa Vil mit Suk og Bøn forsmaa? Vil hans Vrede sig ei vende Og pa Nøden gjøre Ende? 3 Zion, sødeste Veninde! Saadant Svar gav Herrens Mund: Jeg ser vel dit Øie rinde Af beklemte Hjertegrund, Men giv dig igjen tilfreds; Hvor er vel paa Jordens Krebs Saadan Moder, som kan hade Barnet sit, og det forlade? 4 Ja, om du end kunde finde Saadant unaturligt Sind, Og se Kjærlighed forsvinde, Hvor den mest er platnet ind; Jeg dog blive skal mod dig Trofast og miskundelig; Før skal Dal og Bjerge vige, End min Kjærlighed skal svige. 5 Lad ei Satan dig bedrage, Som han agter, tro mig vel, Lad ham ingen Frygt indjage I din sorrigfulde Sjæl! Dit Navn skal antegnet staa I min Haand, hvor kan jeg da Glemme dig? din Mur skal bygges Og i Evighed ei rygges. 6 Du er stedse for mit Øie, Ja du ligger i mit Skjød Som et lidet Barn, jeg nøie Skuer al din Brøst og Nød, Dig og mig skal ingen Strid, Nød og Fare nogen Tid, Ja ei Satan selv abskille, Fat det Løfte, og vær stille!

Din, o Jesu, din at være

Appears in 7 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Din, o Jesu, din at være, Er min Lyst og all min Ære, Din i Liv og din i Død; Derfor vil jeg gjennemstride, I dit Fodspor vil jeg skride, Finde Kampens Time sød. 2 Ja, jeg ved, kun den kan finde Ærens Krands, hvor du er inde, Ærens Krands og Livets Fred, Som, trods alle Livets Farer, Fiendens Svig og Mørkets Snarer, Trolig gaar i dinne Fjed. 3 Under Korset vil jeg træde, Være det med stille Glæde, Korset, Frelser! som er dit; Gaar min Vei i mørke Dale, Dog mit Maal i Himlens Sale Skuer Øiet fro og frit. 4 Før mig kun, hvor Døden truer, Før mig gjennem Trængsels Luer, Gjennem Storm paa vilden Hav, Som du vil, o Jesu kjære, Naar kun du, kun du vil være Selv min stærke Støttestav! 5 Af din Naades Lys omstraalet, Led mig selv paa Vei til Maalet, Mens jeg vandrer her paa Jord! Og, naar Korsets Tid er omme, Til din Himmel lad mig komme, Hvor i Herlighed du bor!

Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad

Appears in 6 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad, Han, ikke jeg, skal raade, Jeg kalder alletider, hvad Min Gud mig skikker Naade; Gud fører mig dog lige hjem, Thi gaar jeg altid trøstig frem, Og paa hans Hjerte drister. 2 Hvor Gud mig fører, gaar jeg med, Hans egen Haand mig fører, Skjønt Kjødet lider sin Fortræd, Og Sindet tidt oprører; Hvor Gud mig fører her og hist, Det kalder jeg ustridig vist Min allerstørste Vaade. 3 Hvor Gud mig fører, vil jeg fri Hans Trofasthed bekjende, Og kysse paa den trange Sti, Som har saa fød en Ende; Hans allerbedste Villie ske! Paa den vil jeg alene se I Livet og i Døden. 4 Hvor Gud mig fører, vil jeg mig Ham ganske overgive, Og synes Sagen underlig, Han ved dog nok at drive, Hvad han med mig nu foretag, Før han af Moders Liv mig drog, Jeg er jo ei min egen. 5 Hvor Gud mig fører, ei i Tro Og Haab mit Hjerte stille; I mig hans egen Kraft vil bo, Hvad kan mig fra ham skille? Thi fatter jeg et trøstigt Mod, Fordi Guds Vei er altid god, Ja vist den allerbedste. 6 Hvor Gud mig fører, vil jeg gaa, Om Foden skulde brænde, Kan jeg det forud ei forstaa, Tilsidst jeg dag skal kjende, At det er ene Trofasthed, Hvor han mig fører og op ned: Det er min Trøstens Anker.

O Gud, Fornuften fatter ei

Appears in 2 hymnals Topics: Cross andTribulation Lyrics: 1 O Gud, Foruften fatter ei Dit forsyns skulte Naade, Din ubegribelige Vei Og underlige Maade At fOre dine Helgen' paa, Dem bære og ledsage Alle Dage Og altid med dem staa, Helft naar de findes svage. 2 Naar du os vil ophøie, maa Vi fOrst til Jorden segne; Naar vi dit Naadeskin skal faa, Saa lader du det regne; Du tager os vor Fordel hen, Naar du os rig' vil gjøre, For at føre Vor Sjæl til dig igjen Og dine Bud at høre. 3 Du lader os med Helvedfrygt I vore Synder plage, At Naaden ret kan blive søgt Og desto bedre smage; Du truer os med Nød og Død, Naar du vil os oplive, Trøsten give, Der er langtmere sød, End Nogen kan beskrive. 4 Og naar vi da din Kjærlighed Og milde Hjerte finde, Saa mange Glædestaarer ned Af vore Øine rinde, Naar den afvendte Sjæl igjen I Jesu Skjød kan havne, Ham at favne Saa svinger Verden hen Som DrOmme, Røg og Avne. 5 Du fører os i Kamp og Strid Mod Satans hele Skare, Vi synes tidt i saadan Tid I alt for stor en Fare; Da lære vi, hvor lidt vor Leir Formaar mod Satans Pile, Til dig ile, Og efter vunden Seir I dig alene hvile. 6 I saadan Kamp vi føres ind Til vores egen Nytte, I Gud et uforandret Sind At faa til Del og Bytte; Naar vi vor Jammer, Synd og Nød Ved Aanden saa bekrige, At de vige, Det bringer Kjødet Død, Men Aanden Kraft og Rige. 7 Du gjør til idel Daarlighed De Vises høie Sinde, Og den, for Verden intet ved, Kun dine Veie finde; De arme Synd're Vaade faa, Men de, sig selv behage, Maa tilbage Med Skam og Blusel gaa, Som Verden ei forsage. 8 Det, som er for Fornuften stort, Det agter du ei meget, Men det, som Verden kaster bort, Det kalder du dit eget; Din Gjerning fører ingen Pragt; Hvad Ros og Gunst vil vinde Maa forsvinde; Hvad som er slet og svagt, Det kan din Naade finde. 9 Og dette er din Godheds Vis Med dem, som dig behage, Der maa saa ofte Tugtens Ris Og megen Trængsel smage; Du fOrer os is Mulm og Mørk, Hvor ingen Vei og Ende Er at kjende, Før vi fra Verdens Ørk Mod Himlen Hjem os vende. 10 Naar Sjælen sidder kold og svag I stor Anfægtnings Mørke, Da just i Hendes Ve og Ak Du selv er hendes Styrke; Vi tænke ofte i vor Ve, At du os slet forstøder, Knuser, døder, Ved Enden kan vi se, Dit Hjerte mod os bløder. 11 Hvo mærker, søde Gud, din Daad Og vise Forsyns Veie? Hvo overgiver sig dit Raad Og faderlige Pleie? Vi tro dit milde Hjerte ei Og kan vor onde Vilje Ikke stille, Naar du fra Glædens Vei I Korset os vil skille. 12 O Fader, vær taalmodig mod Os Arme her i Live, Og lad vort Hjertes onde Rod Din Naade ei fordrive! Du kjender jo vort onde Sind, Hvor let vi slev os plage, Og forsage Naar Korset trænger ind I vore Glædesdage. 13 Saa brug din gode Faderret Og vise Tugtemaade, Det vilde gaa os alt for slet, Om Kjødet skulde raade; Grib Hjertet an, og lad os ei I Verden nogen Hvile, Før vi ile Til dig paa Troens Vei Fro Korsets Jammerpile. 14 Lær os det falske Hykletrin Fra Christi Gang at skille, Og ikke med det bare Skin Os selv og Andre drille, Ei følge vore egne Spor, Thi vor Fornuft de rette Ei kan gjette, Men dine Veie for Vort Øie altid sætte. 15 Saa før os ved din egen Haand, Som du det bedst kan finde, Og lad din gode Hellig-Aand Os alletider minde, At hvordan du os føre vil, Saa er din Vei og Maade Os at raade, Hvor haardt det end gaar til, Dog idel Naade, Naade!