Text Results

Personalized Recommendations | Advanced Search

Showing 11 - 20 of 220Results Per Page: 10 20 50

Saa sandt jeg lever, siger Gud

Appears in 6 hymnals Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Saa sandt jeg lever, siger Gud, Jeg ingen Synder støder ud Fra Salighed, men gjerne vil, At han forlader Syndens Spil, Bodfærdig vender sig til mig, Og lever saa evindelig. 2 Det Ord betænk, o Menneske, Fortvil ei i din Fristelse! Du finder her en kraftig Trøst, Som lindre kan al Sorg og Brøst; Gud selv i Ordet den besvor, Du salig er, om du den tror. 3 Dog vogt dig vel for Sikkerhed, Opset ei din Bodfærdighed! Tænk ei: jeg vil først synde ud, Og naar da kommer Dødens Bud, Vil jeg og Jesus kalde paa, Saa skal hans Naade aaben staa. 4 Sandt er det, at Gud ikke vil For os sin Naade lukke til, Men den, som Naaden tugter ei Til at forlade Syndens Vei, Han tænke paa, at Naaden sød Faar engang Ende i hans Død. 5 Gud har dig Naade lovet vist Ved Verdens Frelser Jesum Krist, Dog har han ei forsikret, at Du leve skal i denne Nat; Du veed, du gaar al Kjødets Vei, Men Dødens Time veed du ei. 6 Nu lever du, brug denne Tid! Hvo veed om du ser Morgen blid? Thi den i Dag er sund og rød, Som Morgendag er bleeg og død, Dør du i Ubodfærdighed, Dig Helvede er vist bered. 7 Hjælp, o min Jesus, hjælp du mig, At jeg maa blive fast ved dig, Og altid staa paa Troens Pagt Mod Sikkerhed og Lysters Magt! O Gud, gjor mig her vel bered At bo hos dig i Evighed!

Vor Jesus over os nu staar

Author: Brorson; Ukj. Appears in 4 hymnals Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Vor Jesus over os nu staar, Og Fred og Frelse lyser, Os rører Satan ei et Haar, Hvor heftig han end snyser; Thi Jesus ned har lagt Hans hele Vold og Magt. Prøv al den Kunst, du veed, Vor Jesus slaar dig ned Med al di List og Velde. 2 Du bruger baade Magt og Svig, Snart viser dine Tænder, Snart er du Lysets Engel lig For den, dig ikke kjender; Du skræmmer os med Nød. Synd, Helvede og Død, Snart er du fag'r og fin, Og skjænker sødest Vin Af Verdens syndig' Glæde. 3 Er nogen tryg paa Syndens Vei, Har kan du overvinde, Har gjøre ham ræd og lad og leid, Ham tage fast og binde; Hvo Verden kun har kjær, Maa falde for dit Sværd; Den dovne Kristenflok, Som ei vil stride nok, Den kan du let besnære. 4 Men den, som følger frisk og fri, Som Ordet ham ledsager, Og altid ad den snævre Sti Fra Verdens Lyster drager, I Troen festet staar, Den falske Fred forsmaar, Og al sin Agt har sat Til Himlen Dag og Nat, Ham skal du ei forføre. 5 Thi Gud ved Ordets klare Glans Oplyser os herinde, At du vor arme Sind og Sans Ei mere skal forblinde. Guds Ord og Aandens Ild Vi har, og følge vil, At lyses til det Sted, Hvor du os vel i Fred Til evig Tid skal lade. 6 Tag med dig al din Helved-Magt, Og slaa til begge Sider, Med os er Herrens sterke Vagt, Vor Jesus for os strider; Han vender helt vort Sind, Og tager Hjertet ind; Den Deel, du stoler paa, Vort Hjertes mørke Vraa, Oplyser han med Naade. 7 O Jesu, som er kommen at Forstyrre Satans Rige, Hjælp, at vi aldrig Dag og Nat Fra Ordets Veie vige! Og gjør os alle fri Fra Satans Tyranni, Vær hos os, hvor vi gaa, Staa med os, nar vi slaa, Og lad os altid vinde!

Naar Verden med sin Glæde sviger

Author: Dorotea Engelbretsdatter Appears in 4 hymnals Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Naar Verden med sin Glæde sviger, Naar Lykken ikke altid leer, Naar Kors af alle Hjørner kiger, Og stirrende ind til mig ser, Da veed jeg ingen bedre Naad, End fly til Jesum med min Graad. 2 Han skjønner bedst min ringe Evne, Og ser, jeg er af veeg Natur, Langt mere end jeg selv tør nævne, Jeg skrøbelige Kreatur; Jeg er dog kun som bare Støv, Og bevrer ofte som et Løv. 3 Sit Løfte vil han aldrig rygge, Om han iblandt end bøier mig, Des krummer' Træ, des bedre Krykke, Des mere han saa faderlig Vil kue Kjøbets syndig Kvist, Des bedre naar jeg Himlen hist. 4 Thi vil jeg mine Tanker svinge Til dig, som i det Høie bor, At mine Sukke lydt skal klinge Hen op i Helligdommens Kor; Til Paradis jeg længse bær, Og jeg er træt af Livet her. 5 Men Verdens Pile mig ei skrække, Hvor hart den Buen spænde vil, Hvad kan al Verdens Pine klække Mod Glæden, som er oventil? Een Dag hos dig er bedre Kaar, End snæve her i tusind Aar. 6 Der skal min Tro med glæde lønnes, Og alle Taarer tørres af, Og mine døde Been skal grønnes Som Arons Kjep og Mandel-Stav; Da kan jeg Herrens Aasyn se, Og veed af ingen Verdens Ve. 7 Mit Hjerte du, o Jesu, lede Til dig, som jeg begjærer helst! For Jakob var din Trøst tilrede, Han saa dig, og hans Sjæl blev frelst; Hvo dig maa se et Øieblik, Forglemmer snart al Verdens Skik. 8 Paa Berget skued ikkun Peder Et Glimt af denne Fryde-Ferd, Straks ønsker han og trolig beder At maatte gjøre Bolig der, Hvad mon han synes nu derved, Hvis Sjæl er i den Herlighed? 9 Hvor ypperlig har Moses glindret, Saa snart han dig i syne fik? Stor Klarhed af hans Aasyn tindred, Da du hos ham paa Berget gik, Thi af din glans blev han opfyldt Som Aftensky af Solen gyldt. 10 O, kunde Moses da saa skinne, Som saa dig kun den korte Tid, Langt mere jeg, naar jeg skal trine I Himlen for dit Aasyn blid, Og se dig, Livsens klare Sol, At sidde paa din Ærestol! 11 Mod alle Sorger kan det trøste, At du er mig en naadig Gud, Om da mit Hjerte vilde briste, Om Livets Lys ret nu gik ud, Saa er dog Sjælen fuld af Fryd, Og venter paa Basunens Lyd. 12 Hvor sødt skal mine Øine blunde I Graven med god Ro og Mag Fra alle Verdens Kvide-Stunde, Og hvil indtil Dommedag, Til Røsten sører mig det Bud: Stat op, du Døde, kom herud!

At sige Verden ret Farvel

Author: Grundtvig Appears in 5 hymnals Topics: Twenty First Sunday after Trinity Sunday Lyrics: 1 At sige Verden ret Farvel I Livets Gry og Livets Kvæld Er lige tungt at nemme; Det lærtes aldrig her paa Jord, Var, Jesus, ei du i dit Ord Hos os, som du er hjemme. 2 Hvor tidt hos dig end Trøst jeg fandt, Naar Hjertet skjalv og Graaden randt, Og Verdens Bølger bruste, Ved Støvet hænger dog min Sjæl, Og Slangen bider i min Hæl, Skjønt du dens Hoved knuste. 3 O Jesus, Herre, Broder sød, Du kjender bedst den bitre Død, Du har den overvundet; Vor Skabning grant og kjender du, Og ved, vi alle se med Gru Vort Timeglas udrundet. 4 O kom du, som engang jeg veed, Du i din Faders Herlighed Skal klart dig aabenbare, Var det i Gry, var det i Kvæld, Jeg skyndte mig med kort Farvel I Sky til dig at fare. 5 Men kommer Døden førend du, Kom da i Løn, og kom ihu, Hvor mørkt der er i Graven; Omstraal mig, saa jeg glemmer den, Salv Øiet paa din syge Ven, Saa jeg kan se Gudshaven! 6 Kom i den sidste Nattevagt I en af mine Kjæres Dragt, Og sæt dig ved min Side; Og tal med mig som Ven med Ven, Om hvor vi snart skal sees igjen Og glemme al vor Kvide! 7 Kom som du vil! jeg veed det vist, Du selv har sagt, at her og hist Du kjendes vil paa Røsten, Den Røst, hvorved, trods Verdens Larm, Os Hjertet brænde kan i Barm Og smelte hen i Trøsten. 8 O, lad mig i min sidste Stund Det høre af din egen Mund, Som Aand og Liv kan tale, Hvor godt der er i Himmerig, Og at du Rum har redt til mig I dine lyse Sale! 9 Før Døden med en iskold Haand Gjør Skjel imellem Støv og Aand, Bortvifter Hjertets Varme, Indslumre skal jeg da med Lyst, Som Barnet ved sin Moders Bryst, I dine Frelserarme.

I denne Verdens Sorger sænkt

Appears in 7 hymnals Topics: First Sunday after Trinity Sunday Lyrics: 1 I denne Verdens Sorger sænkt Du merker ei, hvor ubetænkt Din Dag til Ende skrider, Du tror dig sikker, stærk og vis, Du jager efter Verdens Pris, Og om dens Eie strider– O Menneske, o Menneske! Til Enden fort det lider. 2 Og naar du stræver her som bedst, Saa kommer en ubuden Gjest, Den som vi Døden kalde; Den Sikre vaagner da med Graad, Den Vise ved sig ingen Raad, Den Stærkeste maa falde– O Menneske, o Menneske! Han henter dig og alle. 3 Da heder det: beskik dit Hus! Nu maa du dø til Jordens Grus Jeg denne Nat dig sender; Her hjælper Bøn og Modstand ei, Du maa nu vandre ad den Vei, Der ingen atter vender– O Menneske, o Menneske! Befal dig Gud i Hænder! 4 Da skal du finde, det er sandt, At om du hele Verden vandt, Det var dig ei til Baade; For Dommens Stol og Himlens Port Der spørges om, hvad dit har gjort, Du høster, som du saa'de– O Menneske, o Menneske, Betænk din store Vaade! 5 Den Port er vid, den Vei er bred, Som bær til helveds Afgrund ned, Og Mange der forsvinde, Den Port er trang, den Vei er smal, Som bær til Livsens lyse Sal, Men Faa er de, den finde– O Menneske, o Menneske, I Tide dig befinde! 6 Vaagn op, vaagn op! gjør Bod og bed! I Troen daglig dig bered Til hen i Fred at fare! Din Jesum favn, din Synd begræd! De Arme fød, de Røgne klæd, Din Tro at aabenbare– O Menneske, o Menneske! Du for Guds Dom skal svare. 7 Trøst ikke paa, hvad du har gjort af Godt og Ædelt, Høit og Stort, alt efter Verdens Maade, Men sig: o Gud, i al min Stund Unyttig Tjener er jeg kun; Lad strenge Ret ei raade, O Jesu Christ, o Jesu Christ, Bed du for mig om Naade!

Tænk, Menneske, paa Enden vel

Appears in 6 hymnals Topics: First Sunday after Trinity Sunday Lyrics: 1 Tænk, Menneske, paa Enden vel, Se, Døden skiller Krop og Sjæl. Adlyd din Gud, gjør Hjertens Bod, Med Synd besvær ei Sind og Mod! Her bliver du ei, men bortgaar, Og som du lever, Løn vist faar. 2 Hvor ere Verdens Børn, desværr', Bed alt det, som de havde kjær? Hvor er' de, som for liden Tid Her pralte udi største Fryd? De ere døde, Haabet sank, Og blev til Gravens Støv og Stank. 3 Tænk derpaa, o du Adams Barn! Tænk at de ere Muld og Skarn! Som du de vare Mennesker; Den meste Tid de lev'de her I Vellyst, men ak, se hvor snart Tog de til Helved' deres Fart! 4 Se, Kroppen bliver Ormemad, Og Sjælen bliver ikke glad; Saa kommer Herrens Dommedag, Da staa de der med evigt Nag, Og styrtes ned med Vredens Haand Til Djævlene i Mørkheds Baand. 5 Thi naar de har for Syndens Lyst Forhærdet sig mod Herrens Røst, Ei taget Naadens tid i Agt, Og ikke tænkt paa Herrens Magt, Saa maa de jo evindelig Fra Gus forskydes jammerlig. 6 Hvad hjælper dem nu deres Gods, Bram, Ære, Velstand, Mod og Trods? Hvor er nu deres Leg og Raab Skjemt Latter, stolte Sind og Haab? Det er omvendt til Ak og Ve Udi det fæle Helvede. 7 Behold det, merk vel denne Sag, Forglem dog ikke Dødens Dag, Hvor snart den sig vil lade se! I Dag kan det vel ogsaa ske; Med dig gjør Døden ei Forbund, Hvad, om den kom i denne Stund? 8 At du dør, vistnok engang sker, Naar hvor, hvorledes Ingen ser, Hvert Øieblik En vander fort, Du ved ei, naar du kaldes bort; Er du da klog, saa vær bered, Og Døden vent hver Tid og Sted. 9 Byg ikke paa dit stolte Liv, I Synden ikke længer bliv! Om du i Ondskab rives hen, Du Naadens Tid ei ser igjen; Med Skjel paa Synd Gud hevner sig, Han straffer, som han finder dig. 10 Hvo Verden elsker mer' end Gud, Og Spot kun driver med hans Bud, Og lever som den rige Mand I Fraadferi, som han bedst kan, Han tjener Djævlen aabenbar Og lige Straf med hannem faar. 11 O Jesus Christe, du som mig Fra Syndens Mørke naadelig Har kaldet til din sande Vei, Ak hjælp, at jeg mig skikker ei Den onde Verdens Væsen lig, Som opfyldt af med Syndens Svig! 12 Giv, at jeg ved din Kraft og Aand Maa sønderrive Lysters Baand, Og traget efter Himmerig, Hvor jeg skal være Engle lig, Hvor dine Børns den glade Lyd Forkynder Seirens søde Fryd.

O kommer hid fra alle Land

Appears in 5 hymnals Topics: First Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 O, kommer hid fra alle Land, Det Syn at hjertefæste! En fattig, syg og saaret Mand Idag skal Himlen gjeste. Du længes saart, du arme Sjæl, I al din Nød hvor er du sæl, Din Deel er dog den bedste! 2 O Menneske! hvad gavned vel, Du vandt al Verden vide, Naar du tog skade paa din Sjæl, Og maatte evig lide? Din Pine ingen lindre kan, Du brænde maa i Helveds Brand, Af Tørst din Tunge svide! 3 Thi se! der er et Dyb saa stort Og svælgende befestet, At ingen, som er kastet bort, Guds rige haver gjestet. O kjære Sjæl, det kvælder fort, Med Skyld og Gjæld gak ikke bort! Da kræves alt, som rested. 4 Den Mand, som leved her saa tryg I Synd og Verdens Glæde, Og kasted Guds Ord bag sin Ryg, Gav Armod ei at æde, Han døde og blev graven ned, Men vaagned op i Pinens Sted, Hvor Dømte haabløst græde. 5 Men Lazarus, Gud kjender ham Sin Ven i Armods Vaande! Slig Fattigdom og Verdens Skam Vi Gud selv gaa til Haande; Guds Engler stode Flok i Flok Paa Vente om hans Sengestok, Der han opgav sin Aande. 6 De bar hans Sjæl med Glædesang Og gave Gud i Hænde; Den Port var snæver, Veien trang, Han havde faaet kjende. I Abrahams udvalte Skjød Der fik han hvile i sin Død, Gud unde os slig Ende!

Skulde jeg min Gud ei prise

Appears in 7 hymnals Topics: First Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Skulde jeg min Gud ei prise, Og ham takke hjertelig, Som i al Ting lader vise, Han det mener godt med mig? Af hans frommer Hjerte flyde Kjærlighedens Strømme frem, Hvormed han opholder dem, Som hans Ord og Bud adlyde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 2 Som en Ørn med sine Vinger Skjuler sine Unger smaa, Saa har og Guds Almagts Finger Sig mit Forsvar taget paa, Mig i Moders Liv bevaret, Fra det første Øieblik, Da jeg Liv og Aande fik, Ja til denne Time sparet. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 3 Sin enbaarne Søn han ikke Sparede, men ofres lod, At han mig af Satans Strikke Kunde frelse ved hans Blod. O hvorledes skal jeg kunne Med min Aand og svage Sind, Udi Mørkhed viklet ind, Saadant Naade-Dyb udgrunde! Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 4 Han sin Aand mig gi'r til Eie, Og ved Ordet fører han Frem mig paa de trange Veie Ind til det forjætted' Land. Aanden og mit Hjerte fryder Med en salig Troes-Pagt, Som forstyrrer Satans Agt, Ja selv Dødens Magt nedbryder. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 5 Alt det, som min Sjæl kan gavne, Har han sørget for med Flid, Lader ei mit Legem savne Raad og Hjælp i Nødens Tid; Naar min Kraft, min Magt, min Styrke Intet mægter, intet kan, Tager Gud mig ved min Haand Og begynder selv at virke. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 6 Jorden med alt, hvad den eier, Himlen med sin ganske Hær, Hvor mit Øie hen sig dreier, Alt til gode dannet er. Dyr og Urter, Sædens Grøde, Skove, Fjelde, Mark og Lund, Ferske Vand, med Havets Grund Skulle rekke mig min Føde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 7 Naar jeg sover, Herren holder Vaagent Øie over mig, Og ved hver Dags Morgen volder, Naaden den fornyer sig. Havde Gud ei taget vare, Og mig trolig staaet bi, Var jeg ikke sluppen fri Fra saa megen Nød og Fare. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 8 Som en Faders Hjerte ikke Straks tillukker Naadens Dør For sit Barn, som ei vil skikke Sig saa lydigt, som det bør, Saa min fromme Gud og Fader Gjor mod mig paa samme Vis, Straffer mine Feil med Ris, Og sit Sværd ei raade lader. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 9 Omendskjønt den Straf og Plage, Som af Gud min lægges paa, Noget bitter monne smage, Bør jeg derom tænke saa, At han som min Ven vil gjøre Mig fra Verdens Strikker fri, Som jeg end gaar hildet i, Og ved Korset til sig føre. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 10 Det i Sandhed jeg erfarer, Som mig ei af Minde gaar, Kristnes Kors det længe varer, Men omsider Ende faar; Naar den kolde Vinter endes Følger bliden Sommer paa, Saa til Glæde Korset maa For en taalig Kristen vendes. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 11 Som da ingen kan udgrunde Herrens store Kjærlighed, Saa vil vi med glade Munde Ret som Børn i Ydmyghed Bede dig, vor Gud og Fader, At vi her maa timelig Takke og velsigne dig, Indtil du tilsidst tillader, At vi maa evendelig Love, ære, elske dig.

Den Tro, som Jesum favner

Author: Brorson Appears in 7 hymnals Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 Den Tro, som Jesum favner, Og Hjertet rense kan, Den Tro, hvormed man havner I Himlens Frydeland, Den Tro er sterk, og maa Al Verden undertræde, I Sorger og i Glæde Sin Prøve kumme staa. 2 En Kristen bærer Sværdet, Og ud i Striden gaar, Mod Satan uforfærdet I Herrens Rustning staar. Det gjælder Liv og Død, Han stride maa og vinde, Saa sandt han og vil finde Sin Fred i Jesu Skjød. 3 Den Tro, som vil med Lempe Og uden Møie frem, Dem Tro, som ei vil kjæmpe Sig gjennem Verden hjem, Den Tro er død og kold, Ei værd en Tro at nævne, Har ingen Kraft og Evne Mod Satans Pil og Skjold. 4 Den Tro, som ham har funden, Der heder Sjælens Skat, Er den end skjult i Grunden Og synes ganske mat, Saa sandt den er kun der, Saa har den Kraft at kjæmpe, At drive og at dæmpe Den hele Satans Hær. 5 Den kan vel ogsaa slukkes I Hjertet ganske ud, Naar Viljen den forrykkes, Og viger fra sin Gud, Men vil den kun sin Stav, Sin Jesum, ikke slippe, Saa staar den som en Klippe I det oprørte Hav. 6 Vor Tro, er den end liden, Saa er den dog af Gud, Og derfor sterk i Striden Mod alle Satans Skud; Vor Tro er dog den Seir, Som Verden overvinder, Som alle Lyster binder, Og spotter Satans Leir. 7 Frisk op, I svage Hjerter, Og fatter freidigt Mod! Lad det kun koste Smerter, Ja Ære, Liv og Blod! O holder eder nær Til Jesu Blod og Vunder, Saa ligger Satan under Med al sin Helved-Hær. 8 Det er en Sag at merke Til Trøst i Kampens Tid, De Svage blive sterke I allerstørste Strid, Jo værre det gaar til, Des vissere du vinder, Des større Kraft du finder, Naar du kun stride vil. 9 O du min Lyst og Ære, Min Gud og Frelser sød, Din vil jeg evig være, Det gjælde Liv og Død! Lad komme, hvad der vil, Jeg vil det overstride Og intet andet vide, End høre Jesum til!

Jeg er rede til at bede

Author: J. Neander; Brorson Appears in 4 hymnals Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 Jeg er rede til at bede, Hjertens søde Jesu hør! Jeg vil ligge her og tigge Ved din store Naades Dør! Lad dig finde, lad dig finde, Som du mig har lovet før! 2 Kast et Øie paa min Møie, At jeg dig kan komme nær, Du alene kan mig tjene, Dig jeg ene søger her! Lad dig finde, lad dig finde, Tag mig hen, o hav mig kjær! 3 Jeg ei mere vil begjære, End en liden Naades Drik, Som du giver den, som bliver Ved til sidste Øieblik; Lad dig finde, lad dig finde! Hvo dig faar, han alting fik. 4 O du søde Morgenrøde, Pardisets Glæde-Flod! Hjertet haster, raaber, kaster Sig i Støvet for din Fod: Lad dig finde, lad dig finde, Sterke Helt af Davids Rod! 5 Se, hvor saare Længsels Taare Rinder paa mig blege Kind, Hvor jeg trænges, hvor jeg længes Efter dig i Sjæl og Sind! Lad dig finde, lad dig finde, Lad mig slippe til dig ind! 6 Æresæde, Guld og Glæde, Og hvad Verden lystes ved, Er kun Smerte for mit Hjerte, Himlen er mit rette Sted, Lad dig finde, lad dig finde! Store Gud, jeg er bered! Used With Tune: [Jeg er rede til at bede]